"Attention is like a spotlight—whatever it shines on becomes brighter in the mind. This knowledge can help us build compassion”, siger Paul Gilbert, Ph.D.
Han har skrevet nedenstående artikel, og er professor i klinisk psykologi, forsker og grundlægger af compassionfokuseret terapi.
Flere universiteter har afdelinger, der beskæftiger sig med det, der bliver forsket i det, flere religioner, og måske især buddhismen, har beskæftiget sig med det. Men hvad er medfølelse egentlig, og hvorfor er det vigtigt?
Vi har brug for medfølelse, fordi livet er hårdt, og vi er alle modtagelige for sygdomme og skader. Hver eneste af os har en levetid, der havde en start, og vil have en ende. Ligesom dig er jeg sårbar over for sygdom. Ligesom dig kunne jeg få taget en blodprøve i morgen, der siger, at mit liv er ved at være slut. Ligesom dig kunne jeg få fortalt, at min søn er blevet dræbt i en bilulykke.
Fordi disse ting kan ske for enhver af os når som helst, er vi alle sammen i samme båd. Ingen – ingen – slipper ud. Og jo mere vi arbejder sammen, jo mere kan vi gøre denne lidelsesrejse tålelig. Den buddhistiske tradition udtrykker det fx sådan her:
”Ligesom mig vil du gerne være lykkelig; ligesom jeg ønsker du at være fri for lidelse.”
Den erkendelse af almindelig frygt og længsel er grundlaget for medfølelse.
Men medfølelse er ikke altid let. Jeg har et ret simpelt generelt syn på medfølelse, som er, at det er "en følsomhed over for lidelse med en forpligtelse til at forsøge at lindre og forhindre denne lidelse." Vi forveksler det ikke med andre positive følelser, som kærlighed, fordi de sværeste former for medfølelse er for mennesker, du ikke elsker. Det er også sværere at være medfølende over for mennesker, der virker meget forskellige fra dig selv, end over for mennesker, der er meget ligesom dig.
Dette er blot nogle af de faktorer, der kan hæmme medfølelse.
Livserfaringer kan også mindske vores evne til at give og modtage medfølelse. Jeg er terapeut, og folk, der kommer i terapi, bliver ofte fanget i psykologiske sløjfer, der forhindrer dem i at acceptere medfølelse fra andre eller fra sig selv.
Men vi kan bryde disse sløjfer ved at blive bevidste om, hvordan vores hjerner fungerer – ved at blive bevidste om vores egen bevidsthed. Vi kan så begynde at bevidst dyrke medfølelse ved at lære at dyrke medfølende opmærksomhed, medfølende tænkning, medfølende følelse og medfølende adfærd. Vi lærer at være åbne over for lidelse i andre såvel som for lidelse i os selv - og derfra kan vi så begynde at handle for at lindre den lidelse.
Besværet med vores hjerner
Vi er alle biologisk skabt. Vores hjerner er skabt af vores gener; de er ikke skabt af os, men for os af evolution, og vores hjerner kan gøre vidunderlige ting (finde måder at helbrede sygdomme på) og frygtelige ting (føre krig). Så måden vores hjerner har udviklet sig på, betyder, at det kan give os en masse problemer - og problemerne opstår fra det faktum, at vi i virkeligheden har to hjerner.
Vi har en gammel hjerne, som har en hel masse motiver og ønsker, som er udviklet for længe siden, og som vi deler med mange andre dyr. Så ligesom din familiehund er vi naturligvis motiverede til at undgå ting, der kan skade os, og vi kan være territoriale, besiddende og bekymrede over status. Vi er også motiverede til at danne venskaber, reproducere og passe afkom. Og ligesom vores familiehund kan vi opleve følelser af angst, frygt, vrede, begær og glæde.
Men vi er også meget forskellige fra andre dyr. For omkring to millioner år siden begyndte en af vores primat-forfædre at udvikle menneskelignende intelligens, og vi er nu i stand til at fantasere , ræsonnere, bruge sprog og bruge symboler. Denne "nye" hjerne er fabelagtig, når den bruges klogt, men meget afhænger af, hvordan den interagerer med den gamle hjerne.
Forestil dig for eksempel at en zebra får øje på en løve og løber væk - det er det, den ældre dyrehjerne er god til - opdage og reagere på trusler. Hvis zebraen slipper væk, vil den slå sig ned og gå tilbage til flokken og glad begynde at spise igen. Men det vil ikke ske for et menneske på grund af den nye hjerne. Mennesket vil begynde at tænke: "Åh min gud, kan du forestille dig, hvad der ville være sket, hvis jeg blev fanget?" Mennesket vågner midt om natten og tænker: "Hvad med i morgen? Og børnene! Åh Gud."
Truslen er forbi, men den nye hjerne kan ikke slippe den. Vi drøvtygger, og vi kører simulering efter simulering i vores sind af "hvad-hvis"-scenarier. Det kan selvfølgelig være nyttigt for at finde ud af, hvordan man undgår løver i første omgang eller til at lave et spyd. Men det kan også fange os i frygt.
Det er det, vi kalder følelsesmæssig hukommelse. Jeg vil give dig et andet eksempel, denne gang tættere på den moderne verden. Antag, at du kan lide ferie. Når du tænker på ferie, gør det dig begejstret. Men så på én ferie bliver du hårdt tævet og bestjålet, og ender på hospitalet. Hvad vil der ske året efter, når du tænker på ferie? Traumehukommelsen vil komme tilbage, og derfor er ferier ikke længere behagelige for dig.
Den samme mekanisme er på arbejde med det barn, der er elsket om morgenen, men hvis forælder bliver fuld, og slår ham om natten. Tilknytningssystemet – de dele af hjernen, der faciliterer kærlig forbindelse med vores forældre – smelter sammen med frygtsystemet. Så efterhånden som det barn vokser op, og begynder at føle forbindelse med andre mennesker, åbner han op for sit tilknytningssystem - men desværre er tilknytningen også giftig i hans følelsesmæssige hukommelse. Den person har nu et psykisk problem.
Mange mennesker med psykiske problemer er i sløjfer, de ikke kan undslippe. De grubler over ting, der skræmmer dem, de grubler over, at de ikke er gode nok. De fokuserer på alle de negative aspekter. Det er ikke deres skyld, for vi har en naturlig bias i vores gammel-hjerne. Som Rick Hanson bemærker, er hjernen velcro til negative og trusselsbaserede ting, men teflon til positive. Sådan er vi alle indrettet.
Hvordan hjælper mindfulness med at løse problemerne?
Heldigvis har vi også evnerne til at forene den gamle hjerne med den nye. En af dem er en teknik, som vi kalder mindfulness – øjeblik-til-øjeblik bevidsthed om tanker og følelser. Det vil sige, at vi har kapaciteten til at være opmærksomme på bevidstheden og blot observere og blive fortrolige med de tricks, vores sind spiller på os.
Dette er en fænomenalt vigtig evolutionær kvalitet. Før dyr havde kapacitet til at være opmærksomme på lys, var der ingen bevidsthed om lys. Men selvfølgelig findes lys. Vi har nu en hjerne, der skal være opmærksomme på at være opmærksomme, hvilket intet andet dyr har - og det lægger faktisk et fantastisk ansvar på vores skuldre, fordi vi kan vågne op til virkeligheden af det liv, vi er i, og begynde at træffe sunde valg som et resultat. Chimpanser kan ikke gøre dette - de kan ikke se på deres krop og tænke: "Åh min Gud, jeg er nødt til at tabe mig."
Mindfulness hjælper os med at forstå, at opmærksomhed er som lys – uanset hvad det skinner på, er det det, der bliver lysere i sindet. Det kan endda påvirke os fysiologisk.
Prøv dette:
Forestil dig bevidst din spændthed omkring en ferie eller muligheden for at vinde et lotteri. Lad det være dit fokus i et minut eller to og læg mærke til, hvad der sker i din krop. Skift derefter din opmærksomhed (med vilje) til et argument eller en af dine kernebekymringer i øjeblikket. Læg mærke til, hvad der sker i din krop. Følte du dig meget anderledes, alt efter hvor din opmærksomhed var fokuseret?
Opmærksomhed sætter også ting uden for rampelyset, ind i mørket. Lad os sige, at du går på juleindkøb og går ind i 10 butikker, og i ni butikker er assistenterne meget hjælpsomme for dig, men i en butik er assistenten meget uhøflig, og hun får dig til at vente. Jamen, hvem tænker du på, når du går hjem? "Gud, hvor får de disse mennesker fra?" siger du til dig selv. ”Skal jeg skrive til butikschefen og få hende fyret? Hun var så uhøflig." Du er i en løkke nu, og du er i vredessystemet. Du har glemt alle de butiksassistenter, der var søde mod dig. De er i mørke, fordi rampelyset er på den uhøflige. Hvor helt ekstraordinært, at vi kan glemme 90 procent af vores oplevelse!
Men når vi først bemærker, hvad sindet har gang i – og hvorfor – så kan vi selvfølgelig begynde at tage kontrol over vores opmærksomhed og bruge den med omhu og praktisk. Hvad hvis du med vilje beslutter dig for, at du vil tilbagekalde de andre ni personer? Brug bare tid på at huske, hvor venlig en af dem var i en butik, en af de andres smil, hvordan en prøvede så hårdt på at finde det, du ville have.
At tage det skridt – at bryde ud af vredesløjfen – kræver intention. Og den intention er en nøgle til at dyrke medfølelse.
...det ændrer vores hjerne og vil give os meget mere kontrol over vores tanker og vores liv.
Medfølelse er forankret dybere i hjernesystemer, der har at gøre med intentionalitet og motivation, og hvis du orienterer dig efter medfølelse, så vil du ændre hele dit sinds orientering. Og nøglen her er at forstå, at vi med vilje kan vælge et af vores grundlæggende motivationssystemer – til omsorg – og vi kan dyrke det, hjælpe det med at vokse og modnes gennem praksis.
Vi skal dog også forstå præcis, hvorfor det er nyttigt at gøre det - det er fordi det ændrer vores hjerne og vil give os meget mere kontrol over vores tanker og vores liv.
Så i terapi, der forsøger at udvikle medfølelse, træner vi folk til at huske, huske, huske, lægge mærke til, lægge mærke til, lægge mærke til venlighed – og derefter bygge videre på disse erindringer. Den buddhistiske munk og forfatter Matthieu Ricard siger, at vores sind er som haver, og de vil vokse naturligt. Men hvis de ikke dyrkes, er de påvirket af vejret og hvilke frø, der er i vinden. Nogle ting vil vokse sig store, og andre svinde ind - og i sidste ende kan vi måske ikke lide resultaterne.
Vi kan komme til at forstå, hvorfor og hvordan vi kan dyrke medfølelse i os, som har kapaciteten til at helbrede og omorganisere vores sind, så vi kan begynde at blive de mennesker, vi ønsker at være – med andre ord, have det havesind, vi ønsker. Dette kræver mod. Hvis du har agorafobi, er medfølende adfærd ikke at sidde derhjemme og spise chokolade - det er for nemt. Medfølelse er at gå ud og konfrontere dine bekymringer.
Med vores mandlige klienter taler vi ofte om to typer mod. Der er fysisk mod, som mange af dem har, men der er også følelsesmæssigt mod, som er at kunne bevæge sig ind i områder med dyb lidelse og smerte. Medfølelse hjælper os med at bevæge os i disse områder. Vi skal være parate til at konfrontere smerten i os selv – og til at lindre den smerte.
Konklusionen
Så her er vores situation. Hjernen, vi har arvet fra millioner af års evolution, er både en gave og en forbandelse, hvis den ikke forstås og bruges klogt. Det er nemt for os at fare vild i vores helt basale følelser og motiver, eller at blive personligt bedrøvet over andres problemer.
Men evolutionen har også givet os en helt anden type opmærksomhed – en ekstraordinær kompetence lige så mirakuløs som evnen til at se lys – der kan fornemme og opleve bevidstheden om selve bevidstheden. Herfra kan vi begynde at se ind i sindets natur – og begynde at træffe valg om, hvilke følelser vi ønsker at dyrke i vores liv.
Comments