Det fylder vores landskaber, vores butikker, vores tanker og vores økonomi. Vi spiser flere gange om dagen, og nogle mennesker tænker på maden næsten hele tiden. Måske fordi de arbejder med det på den ene eller den anden måde, skal lave madpakker til sig selv og børnene og planlægge næste måltid.
Det er en helt essentiel del af vores liv.
Alligevel rører vi til hverdag kun lige overfladen af vores mad - vi tænker på smag og måske på kalorier - og vi ser kun den allersidste del af madens vej til vores hjem og tallerkener.
Der er lidt ligesom isbjerget, hvor kun lidt af toppen kan ses over havets overflade. Det er under overfladen, at man ser langt, langt det meste af bjerget. Sådan er det også med vores mad.
Vores mad kommer fra landbrug, og landbrug i dag er en af de mest destruktive aktiviteter, der nogensinde er praktiseret af mennesker på planeten.
Det faktum fylder mig med sorg, og det ved jeg, også gør sig gældende for mange andre. Vi ser, hvad der på grund af landbruget sker med vores jord - overskridelsen af de planetære grænser og udryddelse af naturliv. Vi ser, og forstår, at vores nuværende fødevareproduktion er den primære årsag - og grunden til vores sorg.
Men kan den sorg også være vores motor og drive den nødvendige forandring?
Alt er naturligt i en form for balance
Jorden er vores forsørger, og hendes næring er en fintunet udveksling mellem arter. Til forskel fra udvinding, hvor man bare tager uden reelt at give tilbage i en ligelig balance.
Den naturlige balance er allerede naturligt til stede - træerne ånder ud og vi ånder ilten fra dem ind. Vores kroppe næres af jordens mikroliv og bakterier, ligesom den næres af vand og frø, der skaber vores mad. Det er en balance, som vi forstyrrer, når vi ikke dyrker med tanke for respekt, helhed og balance, men kun for såkaldt 'effektivitet' og en stædig holden fast i overdrevne mængder af få specifikke fødevarer.
Der er allerede flere, som begynder at dyrke på en mere helhedsorienteret måde, hvor fokus er på mikroliv og diversitet, men det landbrug, som vi har allermest af i dag, tager uden reelt at give tilbage, og dyrker ikke med helhed, balance og respekt for liv.
Der hældes mere gift på end nogensinde før. Gylle og handelsgødning plejer ikke jorden, eller skaber de rette betingelser for jordens mikroliv og rette trivsel - og det udvaskes til vores farvande, som dør. Jorden er syg og det eneste, der reelt kan helbrede den, er et større skifte i landbrugsmetoder og vores valg af mad.
Sorgen er et vigtigt pejlemærke
Der var engang i mange forskellige kulturer og samfund, og nogle findes stadig i dag, hvor man forstod, at relationen til Jorden, vores forsyner af mad, er en relation, der bør baseres på en ligeværdig forståelse og opretholdelse af liv og næring. En forståelse af, at intet skal gå tabt - at jorden skal forblive lige så levende og sund som dengang, der fx groede en skov på den. Diversitet og samarbejde mellem jord, forskellige planter, træer og mennesker var i fokus.
Når jeg læser om den nuværende situation, bliver jeg ofte overvældet af en dyb sorg. En helt eksistentiel en, som sidder dybt i mig og mærkes som en stort hul eller knude. Men det er en sorg, som også har været med til at vække mig. Den har givet mig et fokus, som helt fundamentalt har ændret min relation til Jorden og til alt det liv, som eksisterer omkring mig.
Sorgen er nemlig ikke bare en reaktion på noget, der er sket, eller sker lige nu. Det er en proces, som har en intention om at genetablere en relation. Ikke kun til os selv, men til den naturlige verden, til os selv og til hinanden.
Svære følelser er ofte nødvendige døråbninger. De får os til at mærke, hvor meget noget virkelig betyder for os. Når vi føler sorg over verdens begivenheder, og hvad der sker med naturen, så er det en invitation til at blive den forandring, som Jorden og vi selv og hinanden har brug for.
Sorgen kommer af medfølelse - den er medfølelse.
Når vi går på Jorden med et fokus på medfølelse, så kan vi hæve os op over de systemer, som ikke længere fungerer. Vi kan se med andre øjne og begynde at handle på en anden måde, hvor vi bliver en del af den forandring, som der er brug for.
Måske står vi over for et sammenbrud. Måske skal det til for, at vi kan bygge bro mellem det, der engang var, og det, der skal sikre ikke kun overlevelse, men en helhed og balance.
Kan vi holde sorgen i vores hænder - tør vi at mærke den - så er der en chance for, at den kan fremme det potentiale for forandring, som er i os alle sammen.
Vi har en evne til at elske dybt. Til både at elske vores nære og kære, grupper, andre dyr, træer, blomster, naturen og Jorden. Det en kæmpe styrke - og den er nødvendig. Den skal bruges til at skabe en fremtid, hvor Jordens velfærd ikke er til forhandling, men helt og aldeles opnåelig.
Og det hele peger tilbage på, hvad vi vælger at spise. Hvordan vi dyrker jorden, og hvad vi vælger at dyrke af fødevarer. Det hele peger på, at vi skal have mere medfølelse med både dyrene og jorden. Skabe liv, frem for at tage liv. Kun bruge de nødvendige resurser i stedet for at tage i overflod. Og det er et valg, som vi kan tage hver dag, når vi handler ind.
Det er først og fremmest et valg mellem alt det usprøjtede plantebaserede og alt det, der kommer fra dyr. Det plantebaserede valg er et valg om medfølelse og og fokus på en jord i balance, hvor man ikke tager mere, end hvad Jorden kan holde til.
Det er et valg om at se langt mere end toppen af isbjerget.