Så lidt som 20 sekunder kan gøre en forskel i din hverdag
- Lisel Vad Olsson
- 27. mar.
- 3 min læsning
Jeg har brugt natur, mindfulness og træning i compassion, og jeg kan med store bogstaver skrive under på, hvor effektivt det er. Forskernes konklusioner lever fuldstændig op til det, som man kan få ud af at fordybe sig i det.
Men det kan være overvældende for mange at starte en ny praksis. Det at få det ind i hverdagen og gøre det til en vane. Derfor har forskere også set på, hvor meget der egentlig skal til for at nyde fordelene ved mindfulness og compassion.
Du synes måske det er underligt, at jeg blander den slags ind i en blog om dyr, landbrug og planetære grænser. Jeg synes, det er vigtigt, at vi på alle måder starter med os selv, hvis vi gerne vil skabe en mere grøn og medfølende verden. Det handler ikke kun om, hvad man spiser, om man går i genbrugen, eller hvilken bil man evt. har. For mig handler det også om, at vi inde i os selv skaber et medfølende fundament, hvor vi møder hinanden og os selv på en måde, som skaber ringe i vandet, der reelt kan ændre os mennesker indefra. Vores ydre verden er et billede af vores indre - og vi vil blive ved at lave de samme fejl, møde de samme udfordringer, hvis vi ikke er opmærksomme på netop det.
Men netop dette indre fokus kan også afhjælpe stress og udbrændthed, så vi har mere overskud som aktivister og vores eget arbejde dermed er mere bæredygtigt.
En simpel 20-sekunders praksis kan have varige fordele for stress og mental sundhed
I vores travle liv med nyheder om diverse kriser omkring os, så er der en reel chance for stress og udbrændthed. Vi ved måske godt, at vi burde meditere en time om dagen eller finde tid til skovture i weekenden, men vi kan ikke helt få det til at passe ind.
Nu viser resultater fra en undersøgelse, at bare 20 sekunder om dagen kan gøre en kæmpe forskel.
20 sekunders berøring dagligt med fokus på 'self-compassion' kan berolige vores nerver og forbedre den mentale sundhed.
I denne undersøgelse blev 135 unge voksne tilfældigt tildelt til at øve enten berøring med self-compassion eller øve en finger-øvelse 20 sekunder om dagen i en måned.
Berøring med self-compassion involverede at lægge en hånd på hjertet og den modsatte hånd på maven - deltagerne kunne dog også prøve andre selvberoligende berøringer.
Den anden øvelse med fingerfærdighederne involverede at røre tommelfingeren med forskellige fingre i et bestemt mønster.
Deltagerne blev også opfordret til at vælge en "cue" for at hjælpe med at støtte deres praksis - noget de gjorde hver dag, der kunne huske dem på deres praksis.
Før og efter de begyndte udførte deres praksis, udfyldte deltagerne spørgeskemaer, der målte deres self-compassion, positive følelser, angst- og depressionssymptomer og stress. Forskerne målte også, hvor meget folk overholdt deres praksis over tid.
Da de analyserede resultaterne, fandt de ud af, at blandt personer, der praktiserede mindst 28 dage om måneden, havde de i den selvmedfølende berøringsgruppe større self-compassion, og de oplevede mindre stress, angst og depression sammenlignet med fingergruppen.
Forskerne konkluderede, at daglig 'mikropraksis' har potentialet til at gøre en forskel, når mere tidskrævende tilgange kan være mindre tilgængelige. Forskning viser dog også, at jo mere, man gør det til en vane, jo mere får man ud af det.
Disse mikropraksisser kan være en god måde at komme i gang - at få et indblik i, hvad det kan gøre for en, så man måske får lyst til at udvide praksissen og blive mere nysgerrig på, hvad alt det her med mindfulness og self-compassion er for noget.
Men indtal da - så behøver du ikke en time om dagen for at gøre en forskel for dig selv. 20 sekunders berøring med fokus på self-compassion - og måske også andre korte øvelser - kan gøre tricket.