Hvor meget skal vi hjælpe vilde dyr, når de lider? Er vi tilskuere, som skal lade dem leve frit selv med alt, hvad det indebærer, fordi det faktisk er det mest respektfulde, eller skal vi hjælpe, fordi det er det mest ordentlige overfor individet? Er det egentlig en sort/hvid diskussion, eller er der nuancer, som ikke altid bliver overvejet?
Tre biologer har i et indlæg i Altinget argumenteret for, at vi skal lære at lade dyr og natur være med alt, hvad det indebærer. På samme tid mener de, det er vigtigt, at vi i det hele taget tør tage diskussionen og tale om fx aktiv dødshjælp på rewildingdyr på en lige så kritisk måde, som Etisk Råd gør det med mennesker. Jeg er helt enig i, at det er en vigtig diskussion, som vi bør have.
I debatindlægget skriver forfatterne:
“Vi finder det opsigtsvækkende, at rådet (Dyretisk Råd) slet ikke forholder sig kritisk til aflivning af dyr. Tværtimod nævnes aflivning, regulering og forvaltning udelukkende som positive, moralsk retfærdiggjorte indgreb i dyrenes liv. Denne etiske indstilling står i skarp kontrast til vores syn på drab af mennesker, måske fordi drab på dyr er så institutionaliseret i vores omgang med produktionsdyr, hobbydyr og kæledyr.
Når man dræber et levende væsen, fratages det muligheden for at leve sit liv til ende. For produktionsdyr kan drabet begrundes med, at vi skal bruge det døde dyrs krop til vores egen livsudfoldelse, men den begrundelse holder ikke, når vi har sat dyrene fri til at leve deres eget vilde liv.”
Der er gode og vigtige pointer i det citat. Vi dræber bogstavelig talt dyr på samlebånd, selvom vi reelt ikke har behov for det; vi afslutter livet på vores familiedyr, fordi vi ikke vil se dem lide, og på brugsdyr, når vi ikke kan bruge dem længere. Alligevel ser mange anderledes på det, når det kommer til os selv.
Dog er der ligheder.
Vi vil ikke lade nogen lide, hvilket jo egentlig er et medfølende og positivt udgangspunkt - uanset, hvordan vi så har det med døden i sig selv. Vi har det svært med lidelse. Vi ønsker ikke at se på den, og vi ønsker ikke selv at mærke den. Det kan godt være, at vi ikke (officielt!) bruger aktiv dødshjælp til mennesker, men vi medicinerer os ud af lidelse, så meget vi overhovedet kan.
Dyr hjælper også gerne hinanden ud af lidelse, når de kan (se video længere nede), og selv myrer behandler, og opererer på deres artsfæller med metoder tilpasset den enkelte myre og dens lidelse.
I indlægget skriver biologerne, at sult er den største årsag til store dyrs død i naturen - også selvom, der er naturlige rovdyr. Det er vigtigt faktum at have på plads. Det, at vi blander os og afliver fx sultende dyr, fratager dyret muligheden for at leve sit liv til ende på egne naturlige præmisser.
Jeg kan sagtens se det principielle bag den holdning. Vi har i alt for lang tid opført os som om, at vi er herre over de andre arters liv og død, og vi er nødt til at træde et skridt tilbage og slippe kontrollen. Lade det vilde være det vilde og acceptere, at det ikke altid er skønt og kønt. Det er faktisk okay. Naturen kan godt selv.
Langt hen ad vejen er jeg enig. Men som i så meget andet, så synes jeg ikke, at det er så sort/hvid, som det stilles op. Biologerne taler om, hvordan Etisk Råd og Dyreetisk Råd gør sig forskellige overvejelser i forhold til om det er mennesker eller de andre dyr. Men vi kan jo ikke rent praktisk medicinere de vilde dyrs smerter og ubehag væk, som vi gør med mennesker inden døden eller give dyrene piller mod depression eller psykologhjælp. Der er praktiske forskelle, som vi ikke kan komme udenom.
Vi kan rent praktisk ikke hjælpe lidelsen væk på andre måder end ved at gøre døden hurtig og smertefri. Er der ingen smerter, men dyret reelt bare svinder ind, mens den hører vindens susen eller lignende, så tænker jeg, at det er en fin afslutning og bestemt ikke noget, som vi skal blande os i. Døden er ikke nødvendigvis ubehagelig i sig selv. Er det derimod en smertefuld oplevelse op til det sidste åndedræt, så tænker jeg, at der er overvejelser, som er vigtige.
Vi skal ikke lede efter lidelsen eller gøre forskel på dyr
Når man sætter dyr ud, så kan man hurtigt tænke, at man har en form for ansvar for dem. I så fald, så må det samme ansvar - eller ikke ansvar - gælde for udsatte frøer, bævere, heste eller bisoner. De kan alle føle smerte, og har en bevidsthed om deres liv. Hvis ikke det samme ansvar skal gælde, så er det en form for diskrimination, som ikke giver mening. Perspektivet skal ses fra dyrenes synspunkt og ikke fra vores mere eller mindre personlige eller sentimentale synspunkt overfor de enkelte arter. Heri er jeg fuldstændig enig med biologerne. Der skal gælde de samme regler (den samme etik) for alle udsatte og/eller vilde dyr uanset art og størrelse på dem.
Det giver heller ikke mening, at vi aktivt skal gå ud og hele tiden se dyrene over skuldrene og på en eller anden måde vente på deres lidelse, så vi kan handle på det. Hvis dyrene skal leve deres eget liv på deres præmisser, så må det være fuldt ud. Det skal dog ikke forhindre os i at gå ud og nyde naturen i sin helhed - hvori disse dyr udfolder sig. Det er to forskellige måder at gå ud på. I den ene venter vi nærmest på noget lidelse, men i den anden er vi bare til stede med det hele, hvilket må være sundere og bedre for både dyrene og os selv.
Men skal vi hjælpe, når vi ser lidelse?
Jeg er stor fan af Marc Bekoff, som er uddannet økolog og professor. Jeg har også med tilladelse oversat og delt nogle af hans artikler her på bloggen. Han har mange års feltarbejde bag sig. I alle disse år har han accepteret dyrs lidelser og aldrig blandet sig, når han har set lidelse - og han har set rigtig meget.
I 2023 læste han en ny bog, som er skrevet af Catia Faria PhD. Den hedder: “Animal Ethics in the Wild”. Den udfordrer den selvfølgelighed, som mange naturforskere og andre mennesker har om, at man ikke må blande sig i, hvad end dyrene oplever.
Lidelse er i sagens natur negativ for ethvert væsen, der oplever det, uanset dens årsag eller placering.
~ Catia Faria
Hun fortæller i et interview med Bekoff, at ved at dykke ned i forviklingerne om vilde dyr og deres lidelser, så så hun, at det at lade naturen og dyrene være uberørt ikke hjalp hverken naturen eller dyrene.
Hun siger:
“At ignorere den lidelse, der findes i den naturlige verden, fastholder en cyklus af ligegyldighed og tillader unødvendig skade at fortsætte”.
Denne ligegyldighed, siger Faria, peger hen på et ældre og mere patriakalsk system med dens naturtænkning. Faria argumenterer for, at det patriakalske system og tænkning, som vi alle er vokset op med, og er uddannet i, lader naturen være udenfor os selv og udenfor vores moralske ansvar. Den har ikke noget med os at gøre, og den er ikke noget, som vi skal blande os i.
Dette verdenssyn viser sig i en hands-off tilgang, der spejler en følelsesmæssig tilbageholdenhed og fravær af personlig involvering i andres nød. For at bryde med det antropocentriske og patriarkalske syn på naturen bør vi undgå en laissez-faire-holdning, mener hun.
Jeg synes hun rammer hovedet på sømmet her.
Er vi natur eller ej?
Det, at vi ser os selv som noget udenfor naturen, er en årsag til, at vi i første omgang har ødelagt den, og står i de kriser, som vi står i. Vi har ikke følt os som en del af den, men noget vi kunne forbruge, og noget vi kunne stå ved siden af og observere. Det, at forbinde os med den igen og mærke at vi faktisk selv er en integreret del af den, er en vigtig opgave. Alt, hvad vi befinder os i, alt hvad vi er lavet af, alt hvad vi spiser og forbruger og ser på, kommer fra naturen. Vi er selv biologiske, naturlige væsener.
Medfølelse er en vigtig vej til at forbinde os med naturen og de andre dyr. Det, at vi åbner vores hjerter, og tager naturen og dyrene ind i vores cirkel, er medicinen mod de store kriser. For når vi oplever forbindelse og medfølelse med noget, så ønsker vi ikke at ødelægge den, men at passe på den og forvalte den med medfølelse. Jeg taler ikke om en sentimental måde at være på, men fx som dyrene på videoen herunder, hvor de lige hjælper, hvor de kan, og glemmer det ligeså hurtigt igen. Meget simpelt og udramatisk.
Tankeeksperiment:
Du ser en hjort med et stort gevir sidde fast i et træ. Hjorten kæmper for at få geviret løst fra træet, men kan ikke. Vil du forsøge at hjælpe? Fx ved at ringe 1812? Du ser et såret dyr, som ikke kan reddes. Vil du lade det ligge og lide eller give den en hurtig og smertefri død? - at medicere den ud af lidelse er ikke en praktisk mulighed.
Begge scenarier handler om at hjælpe dyret af med lidelse - hvorfor er den ene mere rigtig end den anden? Hvorfor er den ene lidelse mere okay end den anden? Hvorfor skulle det være mere okay at ignore begge scenarier og lade som om, at vi ikke så det - ikke er en del af det?
Lidelse er unægteligt en del af livet - men medfølelse er en ligeså naturlig del og en af vores stærkeste motivationer for handling - den skal vel ikke undertrykkes? Der er vel en grund til, at vi har den, og at den faktisk gør os gladere og endda forebygger hjertekarsygdomme og dårligt immunforsvar. Den er en del af vores biologi.
Vilde dyr - alle dyr - har en moralsk værdi i sig selv. Ligesom vi har. Hvis der sker økologiske katastrofer, så hjælper vi både dyr og mennesker. Ved skovbrande og andre begivenheder ser vi, hvordan folk også hjælper vilde dyr, så vidt det er muligt. Bør det ikke være det samme, hvis vi ser lidende dyr i andre situationer? Hjælper dem af med lidelse, hvis ikke de kan reddes på anden vis.
Det er ikke fordi, at jeg selv synes, at vi skal gå ud og opsøge lidelser, som vi kan blande os i - faktisk overhovedet ikke. Men ligesom jeg vil hjælpe en brumbasse, som mangler sukker, og derfor bare ligger træt på jorden, så vil jeg hjælpe andre dyr, som jeg tilfældigt ser på min vej, hvis jeg kan se, at jeg rent faktisk kan hjælpe.
Som moralske væsener, der kan tage medfølende valg, så er det vel det mindste, vi kan gøre? Skulle bjørnen i videoen lade fuglen drukne eller skulle tyren ikke have hjulpet skildpadden? Skulle vi have vendt ryggen til fuglen, hvis det var os, der så det, og bjørnen ikke var der? Hvor går grænsen? Er en slags lidelse mere acceptabel end en anden og i så fald hvorfor?
Her er spørgsmålet, om lidelse inden den forestående død er mere acceptabel end lidelse, som kan afhjælpes inden et fortsat liv. Altså, at det at redde et liv er mere okay, end det at redde et individ ud af en lidelse, men ind i døden.
Begge handlinger redder individet ud af en lidelse - er det ikke hele pointen i en medfølende handling, eller skal vi vitterligt slukke for medfølelsen og være passive tilskuere? - hvorfor skulle det være mere okay at være passive overfor naturlige dyr end overfor mennesker?
Det er helt sikkert et besværligt spørgsmål, men diskussionen er vigtig. Den peger både på en form for vanetænkning, som Faria fremhæver, på vores medfølende biologi, men også vores trang til at blande os, som dog nok ikke bunder i medfølelse, men i kontrol. Den peger på vores måde at være i naturen og i os selv på, men også på den diskrimination, som vi er tilbøjelige til både mellem de andre arter, men også i forhold til os selv.