Skrevet af professor Kristin Neff og oversat med tilladelse.
Et af de vigtigste elementer i 'self-compassion' er anerkendelsen af vores fælles menneskelighed. Medfølelse er per definition relationel. Medfølelse betyder bogstaveligt "at lide med", hvilket indebærer en grundlæggende gensidighed i oplevelsen af lidelse.
Følelsen af medfølelse udspringer af erkendelsen af, at den menneskelige oplevelse er ufuldkommen, at vi alle er fejlbarlige. Hvorfor skulle vi ellers sige "det er kun menneskeligt - vi begår alle fejl" for at trøste en, der har begået en fejl?
Oversætter: På dansk har vi ikke et godt ord for 'selv-medfølelse' og i den danske forskerverden, som beskæftiger sig med med compassion/medfølelse, bruges den danske betegnelse heller ikke. Derfor bruges den engelske 'self-compassion' i denne artikel.
Når vi er i kontakt med vores fælles menneskelighed, husker vi, at følelser af utilstrækkelighed og skuffelse er universelle. Det er det, der adskiller 'self-compassion' fra selvmedlidenhed. Mens selvmedlidenhed siger "stakkels mig", erkender self-compassion, at lidelse er en del af den fælles menneskelige oplevelse. Den smerte, jeg føler i svære tider, er den samme smerte, som du føler i svære tider. Udløserne er forskellige, omstændighederne er forskellige, graden af smerte er forskellig, men den grundlæggende oplevelse er den samme.
Desværre fokuserer de fleste mennesker dog ikke på, hvad de har til fælles med andre, især når de føler sig skamfulde eller utilstrækkelige. I stedet for at indramme deres ufuldkommenhed i lyset af den delte menneskelige oplevelse, er de mere tilbøjelige til at føle sig isolerede og adskilt fra verden omkring dem, når de fejler.
Når vi fokuserer på vores mangler uden at tage det større menneskelige billede i betragtning, har vores perspektiv en tendens til at indsnævres. Vi bliver opslugt af vores egne følelser af utilstrækkelighed og usikkerhed. Når vi er i det indelukkede rum af selvforagt, er det, som om resten af menneskeheden ikke engang eksisterer. Dette er ikke en logisk tankeproces, men en form for følelsesmæssigt tunnelsyn. På en eller anden måde føles det, som om jeg er den eneste, der bliver 'dumpet', bevist forkert eller ydmyget.
Og selv når vi har en smertefuld oplevelse, som ikke er vores skyld - måske er vi blevet afskediget fra vores job på grund af den økonomiske afmatning, for eksempel - føler vi ofte irrationelt, at resten af verden er lykkeligt ansat, mens det kun er mig, der sidder derhjemme og ser genudsendelser hele dagen. Eller når vi bliver alvorligt syge, kan vi føle, at sygdom er en unormal tilstand, der "ikke burde" ske. (Som den døende 84-årige mand, hvis sidste ord var "Hvorfor mig?") Når vi først falder i fælden med at tro, at tingene skal gå godt, har vi en tendens til at tro, at noget er gået frygteligt galt, når de pludselig ikke går så godt.
Igen, dette er ikke en bevidst tankeproces, men en skjult antagelse, der farver vores følelsesmæssige reaktioner. Hvis vi skulle tage en fuldstændig logisk tilgang til problemet, ville vi overveje det faktum, at der er tusindvis af ting, der kan gå galt i livet til enhver tid, så det er højst sandsynligt - faktisk uundgåeligt - at vi vil opleve strabadser med jævne mellemrum. Men vi plejer ikke at være rationelle i disse spørgsmål. I stedet lider vi, og vi føler os helt alene i vores lidelse.
Anerkendelsen af almindelig menneskelighed, som 'self-compassion' indebærer, giver os mulighed for at være mere forstående og mindre dømmende over for vores utilstrækkeligheder. Vores tanker, følelser og handlinger er i høj grad påvirket af faktorer uden for vores kontrol: forældrehistorie, kultur, genetiske og miljømæssige forhold samt andres krav og forventninger. Når alt kommer til alt, hvis vi havde fuld kontrol over vores adfærd, hvor mange mennesker ville så bevidst vælge at have vredesproblemer, afhængighedsproblemer, invaliderende social angst, eller en spiseforstyrrelse?
Mange aspekter af os selv og omstændighederne i vores liv er ikke vores bevidste valg, men stammer i stedet fra utallige faktorer, som er uden for vores indflydelsessfære. Når vi erkender denne virkelighed, behøver svigt og livsvanskeligheder ikke tages så personligt.
Som Einstein engang sagde:
Et menneske er en del af helheden, som vi kalder 'universet', en del begrænset i tid og rum. Vi oplever os selv, tanker og følelser som noget adskilt fra resten - en slags optisk bevidstheds-vildfarelse.
Denne vildfarelse er en slags fængsel for os, der begrænser os til vores personlige ønsker og til hengivenhed for nogle få personer, tæt på os.
Vores opgave må være at befri os selv fra dette fængsel ved at udvide vores cirkel af medfølelse til at omfavne alle levende væsner og hele naturen i dens skønhed.
Comentarios