Mennesket er et socialt dyr. Vi har altid levet sammen i grupper, været afhængige af hinanden og samarbejdet. Roden i vores relationer og baggrunden for at kunne samarbejde er at kunne forstå den andens udgangspunkt og føle med hinanden. Sådan må det nødvendigvis være for at kunne samarbejde mest effektivt. Denne forståelse og føling er i sin rod medfølelse.
Medfølelse er bogstavelig talt indgroet i os fra begyndelsen af vores liv. Vi kommer til verden som de mest sårbare skabninger, og det tager mange år, før vi kan klare os uden hjælp - og i virkeligheden kan vi aldrig helt klare os, og trives, uden hinanden. Alt omkring os er på den ene eller anden måde et resultat af andre - og af samarbejde.
Fra sekundet, vi bliver født, er vi afhængige af, at nogen passer på os, varmer os, mader os, holder om os og giver os tryghed. Vi er afhængige af, at nogen forstår vores behov og danner en tæt relation med os. Vi ved, at hvis små børn ikke får den tæthed og medfølelse, så udvikler deres hjerne sig anderledes, og de kan tage alvorligt skade.
Derfor mener flere eksperter også, at medfølelse bør være et stort fokuspunkt for os mennesker. Forskere har dog også de sidste to årtier været travlt optaget af at finde ud af, hvor meget medfølelse reelt betyder for vores psyke og biologi.
Fx Dr. James Doty. Han er uddannet hjernekirurg, og er nu klinisk professor i neurokirurgi ved Stanford University, og grundlægger og direktør for Center for Compassion and Altruism Research and Education, et datterselskab af Stanford Neurosciences Institute.
Han er overbevist om, at medfølelse er dybt integreret i vores biologi:
"Det, at være medfølende eller vise omsorg for andre, er faktisk grundlæggende vores ‘default mode’, og ofte, især i det moderne samfund, bliver vi distraheret fra, hvem vi virkelig er.”
Det citat er værd at læse flere gange.
Han mener, at medfølelse er vores reelle ‘baseline’ - vores hjernes ‘default mode’. Han fortæller, at fordi vi har så store hjerner, som skal udvikles, så har vi en lang graviditet, og føder som regel kun en unge.(1) Vores unger kræver derefter flere års lang omsorg, hvilket giver en ekstraordinær stærk tilknytning. Denne biologi har betydning for hvem, og hvordan, vi er som art.
Som skrevet er der forsket meget i emnet i de senere år, men også generelt i vores hjernes funktion, menneskelig adfærd og psykologi. Når vi ser på den forskning, står det klart at for at trives og have en positiv udvikling, så er medfølelse et godt sted at starte. Forskning viser, siger Dr. Doty:
“...at det at være medfølende øger levetiden op til det dobbelte. At være medfølende mindsker din stress, mindsker betændelsestilstande.
Vi ved, at det at være medfølende grundlæggende er det, vi er designet til.”
Det er gennem medfølelse, at vi forbinder os til hinanden, samarbejder, og hjælper vores samfund frem. Det holder vores krop og sind sund og stærk.
Den vigtige forskel på empati og medfølelse
Der er en grundlæggende forskel på empati og medfølelse, som er vigtig at forstå. Empati lader os forstå og eller føle, hvad en anden person (dyr som menneske) oplever. Men hvis det, vi føler for den lidende, er ubehageligt, så har vi det med at lukke af. Fx ser vi væk fra billeder af folk (eller dyr) i smerte. Vi ønsker ikke at blive konfronteret med det, fordi det gør ondt på os. Det betyder dog også, at vi oftest heller ikke handler på det - vi hjælper ikke.
I et forskningforsøg på et tysk institut undersøgte man virkningen af det, som kaldes 'loving-kindness'-meditation.(2) Det er en buddhistisk meditation, som træner medfølelsen. En gruppe frivillige fik vist billeder af grafiske videoer med lidende mennesker - uden at være instrueret i 'loving-kindness'. Forskerne kunne se på hjernen, at de frivillige mærkede de negative følelser, som om at det skete for dem selv, hvilket er empati. Det fik dem til at have det rigtig dårligt. De ønskede mest af alt at se væk og hurtigt glemme, hvad de har set.
En anden gruppe blev derefter instrueret i 'loving-kindness'-meditation. Herefter kunne forskerne se, at helt andre områder af hjernen blev aktiveret, da gruppen så de samme grafiske videoer af lidende mennesker. Det betød, at de kunne konfrontere lidelsen på en anden måde, som er bedre - både for dem selv og de lidende. De lidende anerkendes, og der er motivation til at hjælpe dem.
'Loving-kindness', som svarer til universel medfølelse, dræner os ikke.(3) Den får os ikke til at få det så dårligt, at vi lukker øjnene. Den tænder det område i hjernen, som svarer til en forældres omsorg for deres barn - præcis den omsorg, som Dr. Doty mener, er den naturlige tilstand, fordi det er den, vi fødes ind i hos vores forældre. Efter dette forsøg er der lavet flere langvarige studier med hundrede medvirkende, som viser samme resultater.(4)
Vi kan ændre vores hjerne gennem opmærksomhed
Paul Gilbert er professor i klinisk psykologi, forsker og grundlægger af compassionfokuseret terapi. Han skriver:(5)
"Opmærksomhed er som et spotlight— hvad end, det skinner på, bliver mere klart i sindet. Denne viden kan hjælpe os med at opbygge medfølelse.”
og
“Medfølelse er forankret dybere i hjernesystemer, der har at gøre med intentionalitet og motivation, og hvis du orienterer dig efter medfølelse, så vil du ændre hele dit sinds orientering.
Og nøglen her er at forstå, at vi med vilje kan vælge et af vores grundlæggende motivationssystemer – til omsorg – og vi kan dyrke det, hjælpe det med at vokse og modnes gennem praksis.”
Når vi træner universel medfølelse, som buddhisterne vil kalde 'loving-kindness', som også inkluderer dem selv (universel medfølelse i den bredeste forstand), så responderer vi også anderledes, ikke kun på vores omgivelser, men også i forhold til os selv - og måske mere vigtigt endnu - vi bliver ikke selv så drænet, når vi stiller op for andre.
Det, at vi også fokuserer medfølelsen på os selv, forbinder os også til vores ‘fælles-menneskelighed’. Den del af os som forstår, at vi alle netop er i samme båd - perfekt uperfekte mennesker i en perfekt uperfekt verden. Når vi fx siger til nogen “det er bare menneskeligt - vi begår alle fejl”, så er det netop en medfølende erkendelse af, at vi er det samme.
Når vi bliver vores egen bedste ven på denne måde gennem ‘self-compassion’, så kan vores tolerence højnes, og vi kan omfavne mere og flere i vores ‘cirkel af medfølelse’, hvilket også inkluderer dyr og natur.
Da jeg begyndte på medfølelses-praksis, spiste jeg stadig dyr. Praksissen var allermest beregnet på mig selv. Men jeg oplevede, at den naturligt spredte sig ud til også at inkludere andre. Medfølelsen diskriminerer ikke, og jeg tror netop, at den var med til at få mig til at se dyrene i landbruget og blive nysgerrig på dem. Jeg vendte mig ikke væk, når jeg blev konfronteret med deres liv og lidelser. Jeg blev ej heller drænet af at se, men mere handlekraftig og beslutsom i, at jeg ikke ville støtte op om en sådan behandling af vores medvæsener.
Gaven ved den medfølende praksis er, at den sammen med motivation også giver energi til de forandringer, som man konfronteres med. Når man oveni ved, at det styrker vores immunforsvar, og gør os sundere, så er det ren win-win for alle - og samlet set skaber medfølelsen en glæde og meningsfyldthed i hverdagen.
Kilder:
The Science of Compassion: Dr. James Doty at TEDxUNPlaza. (2013).
Klimecki, O. M., Leiberg, S., Lamm, C. & Singer, T. Functional neural plasticity and associated changes in positive affect after compassion training. Cereb. Cortex 23, 1552–1561 (2013).
Klimecki, O. M., Leiberg, S., Ricard, M. & Singer, T. Differential pattern of functional brain plasticity after compassion and empathy training. Soc. Cogn. Affect. Neurosci. 9, 873–879 (2014).
CHAPTER 4: FROM EMPATHY TO COMPASSION IN A NEUROSCIENCE LABORATORY.
Olsson, L. V. Vores to hjerner og medfølelse. Lisel https://www.lisel.dk/post/vores-to-hjerner-og-medf%C3%B8lelse (2023).
Коментарі