Her forleden var jeg til en god middag med gode mennesker, som har plantemad og dyrerettigheder som interesse. Det var en aften, som gav nogle gode reflektioner om, hvordan det går med at stoppe produktionen af dyr.
Vi fik super lækker mad fra Plantepigerne, som også havde dækket virkelig flot op.
Der var en af deltagerne, der holdte et oplæg om, at produktionen af landbrugsdyr er steget fra 54 milliarder + om året til 100 milliarder - bare i de cirka 10 år, hvor jeg og oplægsholderen har levet af plantemad.
Det går altså den forkerte vej for dyrene, hvilket der er mange forskellige årsager til.
Den første vigtige årsag, tror jeg, er, at politikerne ikke tager hverken den planetære krise eller dyrene seriøst. Politikerne har magten til at ændre samfundets strukturer gennem både lovgivning, afgifter og subsidier, men de gør stort set intet på trods af, at kriserne skriger dem i ørerne.
Fx gives der 5 x mere i reklamestøtte til kødreklamer end til grønt mad. De offentlige køkkener lugter af bacon på trods af de offentlige kostråd, som siger, vi skal holde os fra firbenede dyrs kød. Og det konventionelle landbrug og dyrefabrikkerne modtager milliarder i landbrugsstøtte, hvor vi i stedet kunne støtte og fremme bæredygtige landbrug.
Den anden vigtige årsag er landbrugslobbbyen, hvilket også inkluderer den kemiske, som producerer den sprøjtegift og gødning, som hældes på de enorme foderarealer. Lige så snart økonomien stiger i diverse lande, så er de klar til at reklamere for den billige, subsidierede kød.
Dermed stiger kødforbruget globalt. Kød anses stadig for at være luksus - noget kun de rige gjorde - og dermed er det attraktivt at kunne spise - og dyrke.
Oveni er det for dyrt og besværligt at skabe 'ægte kød' i laboratorier, og de fleste synes, at det er mærkeligt, unaturligt og 'ad' at spise. Desuden er der en del EU-lovgivning, som gør, at det er en årelang proces at få godkendt til fødevaremarkedet. De store plantebaserede investeringer har heller ikke vist de resultater, man håbede på. Både Oatly og Beyond Meat, som kom på aktiemarkedet, er faldet med et brag, og ser ikke ud til at komme op igen.
Så hvad er løsningen?
Da jeg, ret naiv og ny, gik ind i det her emne, så troede jeg på, at hvis bare folk fik evidens og fakta om dyrene, biodiversitetskrisen og ernæringen, så kunne de se det fornuftige og rigtige i at lade dyrene leve frit og bare spise planter.
Det skulle vise sig ikke at være så nemt. Og både low-carb og carnivore er blevet populære diæter i mellemtiden. Det kan virke ret nedslående.
Der er dog en større bevidsthed om vigtigheden af og goderne ved den plantebaserede kost.
Senest har Norge opdateret deres kostråd til flere planter, nødder, kerner og vand. Det fremgår også, at man ikke nødvendigvis skal drikke mælk for at få kalk nok. Østrig, Tyskland og Danmark selv har lignende kostråd nu, men vi mangler, at de bruges konkret til at skabe forandring i befolkningen. Som fx, at det er den anbefalede kost, som serveres i de offentlige køkkener - ikke mindst på hospitalerne.
Der er også kommet en større bevidsthed om det forkerte i, hvordan dyrene behandles i landbruget. Der er flere, der siger fra. Der er også flere, der overvejer, om det overhovedet er okay at dræbe dyr, når man faktisk kan lade være og spise noget andet. En voksende medfølelse.
Der er flere mennesker i fx Storbritannien og i Danmark selv, som spiser flere planter frem for dyr - især plantebaserede mælkeprodukter er i fremgang.
Så de gode historier findes. Og det er bestemt ikke evidens, som mangler, i forhold til at se, hvor vigtigt det er at spise plantebaseret for både planeten, dyrene og vores eget helbred.
Det kan du læse nærmere om her.
Hvad tror du, der skal til, for at vende udviklingen, så færre dyr bliver produceret? Er det politisk pres, civil ulydighed eller at vi er flere, som samler os, og arbejder mere koordineret?
Hvad er løsningen?
Jeg selv reflekterer en del for tiden. Jeg holder nok aldrig op med at skrive indlæg. Jeg vil dog også gerne bruge min stemme på en måde, som både giver mig energi, men som også kan have den største impact til en grønnere og mere medfølende verden.
Hvad tænker du om alt det her? Det er jeg virkelig nysgerrig på. Del gerne i kommentarspor på SoMe eller skriv en mail til mig.
Lille disclaimer om tal, som jeg har brugt.
Da jeg startede med at spise vegansk var FN’s tal for slagtede dyr på 54 milliarder om året. Det tal er cirka 93 milliarder nu. De 100 milliarder inkluderer andet end fødevarer, som fx tøj mv.
Dog er der også en masse skyggetal, som stiger år for år med stigningen i slagterierne. Fx er det 25 procent af alle danske grise, som dør kort tid efter fødslen, og aldrig når til slagterierne. De er derfor helt fair at tælle med som produktionsdyr, der lider i en unødvendig produktion.
I virkeligheden kender vi altså ikke omfanget af individer, men stigningen af lidelse hvert år er ikke til at tage fejl af.
Comments