Jeg har været rigtig tæt på en hund i min barndom. Det var et gadekryds på størrelse med en schæfer, men med sort pels og store bløde krøller, som man kunne putte sig ind i. Han hed Buster, var kun et år ældre end mig - og var helt fantastisk. Jeg koblede ham aldrig rigtigt til andre dyr. Forstået på den måde, at jeg sådan set ikke havde en særlig kærlighed til hunde - det var kun til Buster. Han var et individ. Noget særligt for mig; en ven, som jeg altid kunne regne med.
Buster var et år ældre end mig, og min mor har fortalt, at da jeg var en lille baby, og græd inde i min seng, så var han den første ved min side, og kiggede meget utålmodigt op på min mor, indtil hun fik mig ordnet og trøstet. Da jeg begyndte at gå, gik han lige bag i mig eller ved mig, så han bedst og hurtigst kunne hjælpe mig, hvis jeg faldt. På trapperne var han lige foran mig, så jeg ikke kunne falde ned, men bare ville falde ind i ham. Ingen havde trænet ham i alt det her. Han regnede det selv ud. Desuden så var det slet ikke vores hund, men min mors moster, Helene, og hendes mands hund. Det betød, at Buster og jeg slet ikke så hinanden så tit, men vi var uadskillelige, når vi var på besøg hos hinanden eller til andre familiebegivenheder.
Jeg husker en morgen, hvor jeg lå på førstesalen i Helenes hus. Jeg kunne høre hende lave morgenmad nede i køkkenet, og at Buster også gik rundt dernede. Som om han travede utålmodigt frem og tilbage. Efter noget tid siger Helene: “så gå dog op til hende”. Og vupti, så var Buster i spring op ad trappen, ind på mit værelse og oppe i min seng sammen med mig. En meget tydelig kommunikation fra ham til både Helene og jeg. Han var en stor personlighed.
Vores tænkning i bokse
Når vi taler om ikke-menneskelige dyr, så har vi det med at kategorisere dem efter art. Vi siger, at elefanter er sådan og sådan, bier er sådan og sådan, og mus er sådan og sådan. Men vi er alle individer, og vi viser forskellige adfærd inde for vores egen biologi. Det ved vi jo egentlig godt. Vi kender det jo netop fra vores kæledyr. Jeg har aldrig nogensinde mødt en hund med Busters personlighed, og jeg kommer heller aldrig til det. Det samme med den kat, der bor hos mig nu, og de andre hunde, katte mm., som jeg har kendt. De er alle deres egen.
Forskning åbner da også op for, at fordi dyr er individer med forskellige personligheder, så kan de egentlig anses som personer. Det var vel egentlig netop også det, som jeg anså Buster for at være - en person.
I en retssag, der kørte i 2021 i USA, fandt man, at nogle flodheste kunne anses som juridiske personer i forbindelse med, at de er: ‘individer, som har juridiske rettigheder’(1). Der er altså ikke noget, der i hvert fald forhindrer det juridiske system i at anse dyr for personer - individer med rettigheder.(2) Vi har jo selv også en Dyrevelfærdslov i Danmark, som netop skal beskytte de enkelte dyr mod "smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe". Og at de enkelte dyr skal "behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer."
Så, vi har allerede anerkendt, at dyr er nogen, som altså har rettigheder. Noget andet er dog, hvordan det gøres i praksis, men det hører til et helt andet blogindlæg.
Det kan virke som om, at man strækker sig for meget ved at kalde dem for personer, men hvor ligger skellet? Hvis skellet mellem at være en person eller ikke en person ligger i sprog, kultur, følelser og bevidsthed, som nogle mener, så har jeg før delt, at forskning faktisk finder, at dyrene ligner os langt mere, end de ikke ligner os.(3) Fx når det kommer til bevidsthed.
Bevidsthed er i alle hjerner
Primær bevidsthed er den mest basale form for bevidsthed, som vi kategoriserer den – bevidsthed om at opfatte verden i nuet (og den umiddelbare fortid og fremtid). Det er blevet forbundet med primatens hjernebark, som er et komplekst lagdelt område af pattedyrshjernen.
Fuglehjerner er struktureret helt anderledes end primathjernen, og er glatte; så selvom om krager og ravne er utrolig kloge, med kognitive evner fundet hos primater, var der stadig spørgsmål om, hvorvidt de kunne have bevidste tanker.
Resultaterne af forskningen bekræfter, at subjektive oplevelser ikke er eksklusive for primaters hjerne – og at pattedyrshjernens komplekse lagdeling ikke er et krav for bevidsthed. Faktisk finder en anden ny undersøgelse, at glatheden af fuglehjerner slet ikke er tegn på mangel på kompleksitet.(4) Det er muligt, at lignende kognitive evner udviklede sig uafhængigt i både fugle og pattedyr, et fænomen kendt som konvergent evolution. Men det er også muligt, at vores hjerner er tættere beslægtede, end deres forskelle kan antyde.
Professor i dyrefysiologi Andreas Nieder fortæller:(5)
"De sidste fælles forfædre til mennesker og krager levede for 320 millioner år siden."
"Det er muligt, at perceptionsbevidstheden opstod dengang, og er gået i arv lige siden.
Under alle omstændigheder kan evnen til bevidst oplevelse realiseres i forskelligt strukturerede hjerner og uafhængigt af hjernebarken."
Det betyder, at primær bevidsthed kan være langt mere almindelig på tværs af dyreriget. Dyrene, generelt, er altså bevidste, og har en form for tænkning og oplevelse af dem selv.
Personligheder kan ses i dyreforsøg
I en artikel fra 2017 argumenterer biolog John A. Shavik for dyrenes individuelle personligheder:(6)
"Forskerne begynder igen at se nøje - og kreativt - på dyrepersonligheder. Det, forskerne finder, er forbløffende.
Fra krabber til prærieulve til krager og et utal af andre arter - dyrs personlighed og følelser er mere end cocktailparty-samtaler; personligheder muliggør relationer mellem mennesker og andre arter, og de driver økologi og evolution".
I en artikel fra ‘The Smithsonian’ sætter forskere spørgsmålstegn ved flere kognitive forsøg, der involverer dyr.(7) De opdagede nemlig, at der var forskel på fx kragefugles hastighed i forbindelse med at blive nysgerrig på en træplade, som forskerne havde lagt frem. Nogle af fuglene havde brug for ekstra tid til at vænne sig til, hvor de befandt sig, og hvad der lige foregik. Fuglene opførte sig altså ikke på samme måde, selvom de var samme art fra samme område.
I artiklen udtaler Holly Root-Gutteridge, en postdoktor ved University of Lincoln i Storbritannien, der studerer hundeadfærd:
"Vi plejede at antage, at vi kunne lave et eksperiment, som vi laver kemi - ved at kontrollere en variabel og ikke ændre noget andet."
Men når man har med dyr at gøre, så kan man ikke kontrollere de enkelte individers reaktioner og adfærd, som er en del af en unik personlighed hos hvert enkelt dyr. Så forskning har nu åbnet op for de individuelle adfærdsmønstre, som netop kan kaldes personlighed, hos alle slags dyr.(8,9)
"Bare fordi vi ikke tidligere har givet dyr æren for deres individualitet eller særpræg, betyder det ikke, at de ikke har det,"
~ Root-Gutteridge.
Wolfgang Goymann, adfærdsøkolog ved Max Planck Institute for Biological Intelligence og chefredaktør for etologi, argumenterer for, at forskere fremadrettet skal være mere opmærksomme på, at dyrene udviser forskellige adfærd og dermed tage hensyn til dette.
Han siger i samme artikel fra ‘The Smithsonian’:
"Hvad der er godt for videnskaben kan også være godt for dyrene - ikke at se dem som en slags robotter, men som individer, som også har en værdi i sig selv”.
Og det er i mange former for dyr, hvor forskerne oplever dyrenes personligheder. Selv i en større artikel, som gennemgår personlighed hos forskellige dyrearter og i relation til mennesker, står der i konklusionen:(10)
"En vigtig konklusion fra dette arbejde er, at fisk ikke kun kan ses at have personlighed, men også at demonstrere egenskaber, der kan relateres til menneskelig personlighed...."
Det er spændende at se, at jo mere videnskaben graver i dette emne, jo mere ser det ud til, at vi skal åbne os mere og mere op for, at det netop ikke er at menneskeligggøre dyrene, når vi oplever, at de føler, tænker og reagerer med en unik personlighed.
En vild og kreativ verden
Det er en kæmpe gave, at verden er så kompleks og forskelligartet. Prøv tænk på, at der ikke kun er 7,9 milliarder unikke mennesker på jorden - der er utallige milliarder unikke individer med hver deres personlighed, styrker og adfærd. Hvor vildt og fascinerende er det ikke lige!?
Jeg synes også, det er en gave og en lettelse, at videnskaben endelig er kommet så langt i forhold til, hvordan dyr bliver set på - selvom det kan tage noget tid at få det bredt længere ud i vores samfund og hverdag.
Hvert et levende væsen er en unik skabning med en værdi i sig selv - og det gør kun vores egne liv mere magiske og spændende.
コメント