Som enhver mor elsker jeg mine børn. Der er ikke det, jeg ikke vil gøre for dem. Da Victoria blev hasteindlagt som 9-årig på Hvidovre Hospitals børneafdeling, gik vi i fuldstændig symbiose, som var hun nyfødt igen. Jeg forlod hende ikke i 5 minutter de næste 8 dage. På samme vis, så kan jeg mærke den fysiske fornemmelse af varme i hjertet, når jeg ser ind i hendes lillebrors øjne.
At opleve dem få børn vil være den største kærlighed, som ville sprænge mit hjerte af fornøjelse. Men jeg ved, at det er usandsynligt, og jeg ønsker det faktisk heller ikke for dem. På grund af den beskyttertrang, som vi forældre har for vores børn, så håber jeg, at de ikke får deres egne børn at skulle beskytte.
Jeg har læst for meget. Jeg følger for meget med. Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, som føler på samme måde pga. præcis den samme læsning, og jeg tror, det er vigtigt, at vi deler den følelse og den viden - netop fordi, at vi ønsker at beskytte vores børn. Vi er nødt til, for deres skyld, at forholde os til virkeligheden, da vi ellers ikke giver dem en reel chance for en tryg fremtid.
De fleste herhjemme ved godt, at der er varmt i Europa, og de ved godt, at der har været nogle oversvømmelser rundt omkring. Men os der følger med, vi ved, at der foregår langt mere end det. Der er hele byer, der er ødelagt. Flere tusinder mennesker dør af hede. Der er milliarder af døde havdyr pga. højere temperaturer. Der er kollaps af økosystemer. Der er allerede millioner af klimaflygtninge.
Det er kun begyndelsen. Hvis vi ikke ser os selv i spejlet, og begynder at trykke på bremsen i den bil, som kører 200 km i timen 10 sekunder fra skrænten med os alle sammen i, så kører vi direkte ind i kollaps. Forestil dig stikket i hjertet, når vores børn om 5-10 år kigger på os, og spørger, hvad vi præcist gjorde for at forhindre katastrofen? Hvad skal vi fortælle dem?
Ingen af os kan trykke på bremsen alene, men ville vi ikke allesammen hælde vand ud af en synkende skude med hul i, mens vi på samme tid reparerede hullet, så vores liv blev reddet? Måske nogle få ville stå og kigge på ved siden af, men lige nu står det omvendt til. De fleste kigger på, eller holder sig for øjnene, mens nogle få forsøger at redde os.
Står det virkelig så slemt til, spørger du. Ja, desværre.
Hvad er årsagen?
Siden 1970 har vi mennesker overbrugt af jordens resurser. Det har vi gjort i landbruget og i alle andre industrier generelt. ‘Earth Overshoot’ er vor tids metaproblem. Når vi taler om de problemer, verden står over for, fokuserer vi normalt på klimaændringer eller tab af biodiversitet. Disse to kriser er dog blot symptomer på vores overforbrug. Alt, hvad vi forbruger, har en betydning for vores planet.
Det er vores forbrug, der holder olieindustrien i gang. Det er vores forbrug, som fælder skovene, og bruger ferskvand. Det er vores forbrug, der har taget os ind i det, som forskerne kalder den ‘antropocæne’ tidsalder. Det betyder den menneskelige tidsalder, fordi vi har så stor indflydelse på planeten. Vi startede ‘den sjette masseudryddelse’. Det er der videnskabelig konsensus omkring, fordi 70 % af livet på jorden er udryddet siden 1970’erne. Det er aldrig sket så hurtigt før.
Når man begynder at blive nysgerrig på det her, så kan man ikke undgå at blive både frustreret og ked af det, men også alvorligt bekymret for sine børns fremtid. Især når man åbner for sin SoMe, hvor man følger diverse forskere og NGO’er, som viser billeder og videoer af, hvad der sker af klimakatastrofer rundt om i verden. Det er tydeligt at se, at det tager til, og de er bange, fordi det er værre og går hurtigere end det, de havde forudsagt.
Vi er nødt til at hjælpe vores børn. Vi er nødt til at se realiteterne i øjnene og begynde at handle på den krise, som vi står i. Vi har før bevist, at vi kan gøre en forskel sammen. Både FN og mange andre har fortalt os, hvad vi kan gøre i vores hverdag, som har den største indflydelse.
Det vigtigste vi alle kan gøre
Nogle af de mest indlysende ting, som er vigtige, er, at vi generelt er nødt til at forbruge færre ting, og bruge det vi har i meget længere tid. Købe brugt, renovere frem for at rive ned og passe på de ting, vi allerede har. Bruge vores politiske stemme, når der er valg, møde op til demonstrationerne og hjælpe NGO'erne, som fx Greenpeace.
En af de største ting, som forskerne er enige i, man først og fremmest kan, er at skifte til en langt mere plantebaseret kost, så der bliver mere plads til naturen, og en stor del af den personlige CO2 udledning og indflydelse på naturen mindskes.
Klik på billederne, så du kan se dem i fuld størrelse.
Halvdelen af vores planets beboelige landjord bruges til landbrugsproduktion, og 77 % af det areal er for kød og mælkeprodukter, men leverer kun 18 % af kalorierne. Vi mennesker og vores byer fylder kun en brøkdel til sammenligning. Fødevareindustrien står for 70 % af verdens vandforbrug. Den største årsag til både vandforbrug og rydning af natur og skov er for at dyrke fodermarker og have intensiv græsning til landbrugsdyr. Dyrene udleder, udover metan, millioner tons kvælstof ud i naturen, ligesom markerne sprøjtes med gifte. Det er ikke kun behandlingen af dyrene, som er etisk uforsvarlig, det er hele produktionen i sig selv, der ødelægger vores børns livsgrundlag - naturen og økosystemerne.
At være i verden
Vi betyder noget i det store billede. Især for vores børn. Hvis vi kører i den bil, der er på vej ud over kanten med 200 km i timen, så er vi kollektivt alle en del af bilisten, som lige nu har bind for øjnene. Jo flere af os, der tager bindet af øjnene, og begynder at trykke på bremsen, jo bedre kan vi beskytte vores børn mod det kollaps, som bilen er på vej ind i. Vi er nødt til at have tillid til hinanden og vores egen rolle og arbejde sammen.
Vi bør være i verden på en måde, hvor vi finder større værdi i hinanden og naturen, end vi gør ved at købe ting, som kommer af overforbrug af jordens resurser - hvilket alt nyt og kød gør i dag. Vi skal mærke, det vi tager i hænderne og forstå, hvad der går forud for købet.
Hvis ikke vi træder hårdt på bremsen, og venter med at køre igen, til jorden er kommet sig, så kan vi være helt sikre på at køre os selv og vores børn ud over kanten og glemme alt om børnebørn i en tryg, sikker og grøn verden. Lad os nu træde på bremsen sammen.
Комментарии