Værens-praksis og ja til alting

Jeg har lovet at dele mere af, hvordan jeg på et lille år er gået fra en alvorlig og svær belastningsreaktion til dyb glæde, indre ro og følelse af frihed.

Først skal det siges, at den svære belastningsreaktion helt sikkert havde været en alvorlig depression, hvis ikke jeg allerede havde en masse mindfulnessværktøj i værktøjskassen og en tidligere praksis, som havde haft en blivende virkning i mig. Jeg vidste, at den lidelse jeg oplevede ikke var permanent, men at det nok skulle gå det hele. Jeg havde en tillid til livet i sig selv.

Det skal også siges, at mindfulness og compassion ikke længere er anset som en flyvsk hippie-ting. Forskning bakker op om begge dele og flere universiteter, blandt andre Århus Uni, har hele afdelinger dedikeret til emnet.

Man kan læse en del på Århus Uni’s hjemmeside, som varmt kan anbefales.

Har ikke mange billeder af mig selv, mens jeg mediterer, da jeg jo oftest er alene :D Kan dog til enhver tid anbefale at gøre det i naturen, hvis muligheden er der.

Som med alt andet, så handler det om træning. En træning, som stille og roligt bliver integreret som noget permanent. Forstået på den måde, at det bliver en måde at være i verden på. Man kan sige, at livet går fra ‘doing’ til ‘being’. Fra støj til ro. Fra modstand til frihed.

Mindfulness er, kort sagt, at øve nærvær, nuet, gennem alle ens vågne timer. Det kan være ret trættende i begyndelsen og svært for sindet, som er vant til at være konstant i bevægelse og fremme i skoene. Øvelsen er at observere livet både indeni og uden for en selv og se, hvordan sindet vitterligt altid er i gang med noget og gerne vil 'gøre', mene og synes alt muligt. Mindfulness er at stille sig åben over for alting uden at dømme og forsvinde væk i en masse tankestrømme, games på mobilen, SoMe osv.

Mindfulness er sådan set det samme som meditation, men ved meditation sidder man stille med lukkede øjne i et bestemt tidsrum.

Det jeg oplever i praksis ved at øve nærver, ‘beingness’, precense eller nuet, er, at livet bliver dybere. Jeg har en dyb oplevelse af at være holdt i en ro og kærlighed. Der er en ‘being’ frem for en ‘doing’ gennem hele dagen, og som jeg nu ikke længere skal øve eller praktisere - det er blevet en måde at være i verden på. Det giver en enorm følelse af frihed og lethed.

Det har krævet at være åben og sige ja til alt, der måtte dukke op. Både inden i og udenfor. At se på en masse skyggesider og gamle traumer, som dukker op i løbet af praksis. Det har krævet både mod og insisteren at frigøre disse. Men en seriøs praksis vil give oplevelser, som sætter sig og giver en tillid til, at der vitterligt er noget større, som vi kan læne os op af og stole på, og som nok skal holde os.

Jeg lærte tidligt, at når jeg oplevede modstand eller angst i mig selv til - whatever det måtte være af små eller store ting - så var der noget at arbejde på. Noget at sætte fri. Det lyder måske mystisk, men det er også svært at forklare på skrift. Især uden at få det til at lyde flyvsk. I virkeligheden er det ret konkret og groundet. Et eksempel er fx at overskride nogle grænser. En ting, som var kæmpe stort for mig, var at hoppe i det kolde hav. Kulde var/er angstfyldt for mig, men det at gøre det og opleve, at det faktisk kunne være både forfriskende og sjovt, gjorde mig mere fri og åben overfor at prøve andre både svære og angstfyldte ting - virkelig leve og erfare, at tingene aldrig er så slemme, som vores tanker gerne vil bilde os ind.

For mig har det nemlig ikke handlet om at flyve væk på en evig lykkelig lyserød sky. Det er ikke det, som spirituel praksis handler om. Jeg siger 100 % ja til at være menneske på en jord. En jord, som lige nu er i dyb krise pga. os mennesker. At sige ja til hele livet og alting og åbne sit hjerte 100 %, er også at sige ja til at mærke alt det svære og pinefulde.

Men den spirituelle praksis med mindfulness og meditation har gjort, at dette ja og det åbne hjerte mærker en ubetinget glæde og dyb ro - også midt i kaos. Der er ikke lidelse, selvom der er smerte eller angst. Der er en ‘beingness’/væren i oplevelsen. At være menneske er også at føle sorg eller angst. Vi kan bare erkende, at vi også er meget mere end det, og er holdt af noget, der er større.

Compassion-praksis har også været en stor del af alt det her. Men det vil jeg gemme til et andet indlæg. Det handler om vores forbindelse til både os selv, hinanden og jorden, og den forskel det kan gøre for os.

Lige nu vil jeg bare anbefale, at begynde at øve mindfulness og at sætte tid af hver dag til bare at sidde og mærke nuet. Start med at mærke åndedrættet og det faktum, at kroppen er til stede og levende. Når tankerne kommer, så vend blidt tilbage til åndedrættet og kroppen. Gør det i så lang tid som muligt hver dag. Resten af dagen kan du øve det, mens du laver alt muligt andet. Det en den korte udgave af mindfulness og meditation.