I filmen ‘Hvis grisene kunne tale’ får vi at høre, hvad grisene selv siger, og oplever i forskellige produktioner.
I morgen, onsdag d. 4. september, udkommer en helt ny banebrydende film. Vi får et unikt indblik i produktionen af grise.
Jeg har talt med Miki Mistrati, som er manden bag filmen. Jeg var nysgerrig på hans process i forbindelse med opgaven, hvad mødet med grisene har gjort ved ham, og hvad der i det hele taget gjorde, at han gik i gang med filmen.
Miki har 86 produktioner og en række priser i bagagen. Han har både lavet film om chokolade og børneslaver, om det danske rockermiljø og skrevet 15 bøger. Alligevel fortæller han mig, at han aldrig har lavet noget, der er så anderledes og vildt som denne her. Som han siger:
“Man kan forløse debatter og problemstillinger på mange måder, men det her next level”.
Til det må jeg give ham ret. At tage det videnskabelige udgangspunkt og oversætte andre dyrs sprog til noget, som vi kan sætte ord på og noget, som vi alle kan forstå, er vitterligt next level.
Slut med undercover og lidende dyr
Hele processen starter med, at en god ven af Miki lufter ideen om, at han bør lave en film med grise. Han har dog ikke lyst til at filme og vise dyr, der lider eller bruge skjult kamera og gå undercover. Det gjorde han for mange år siden, men debatten efterfølgende kom til at handle om aktivismen og ulovlighederne frem for det bagvedliggende budskab. Han er nødt til at finde en anden måde at fortælle på, så metoden ikke igen kommer i vejen.
Han tog hjem og googlede “pigs welfare”. Han finder en artikel fra The Times, som fortæller om et helt nyt studie. Oveni har det base på Københavns Universitet, men er lavet i et lukket miljø. Studiet viser, at man nu, via en algoritme, kan afkode grisenes lyde og dermed forstå, hvad de føler og oplever. Det giver ham ideen til filmen. Der går ikke længe, før han mødes med professor Elodie Floriane Mandel-Briefer. Hun er meget interesseret i at overføre studiet til ægte scenarier og dermed se, hvordan algoritmen kan bruges i virkeligheden. De laver en aftale om, at Miki indhenter lydene fra forskellige produktioner, som hendes hold står klar til at oversætte.
Det var dog svært at overbevise medier og andre om, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Men Miki troede på ideen og forskernes arbejde. Han fik da også overbevist, først medier i Tyskland, derefter Danmarks Radio, og efterfølgende flere andre. Nu kunne han komme i gang.
Næste udfordring handlede om at få nogle landmænd med på ideen. Efter forgæves forsøg i Danmark tog han til Tyskland, hvor han meget hurtigt kom i kontakt med en. Denne landmand ville gerne åbne sin produktion, og var oveni meget interesseret i at vide, hvad hans grise kunne fortælle. Det lykkedes til sidst også at finde flere landmænd i Danmark, som åbnede deres døre, men disse forbliver anonyme.
Det har hele vejen igennem været meget vigtigt for Miki, at der var en fuldstændighed åbenhed overfor landbrugserhvervet. Det skulle være et samarbejde. Intet skjult kamera, ingen ulovligheder. Og det viser sig at være en styrke i filmen.
Det er grisenes fortælling
Filmen er svær at skyde ned. Den baseres på ren data og på et grundigt arbejde af forskere. Vi får en tydelig analyse af, hvad grisene selv fortæller os. Vi ser endda forskellene mellem konventionelle og økologiske grise, men også hvad uldgrisene, som bor ude hele året, har at sige.
Forskerne er der til at oversætte for os, men det er grisene selv, som for første gang får lov at sætte ord på deres liv. Som for første gang kan blive hørt af os allesammen.
Det mest overraskende for Miki var optagelserne fra en grisetransport. Det påvirkede ham dybt at se og høre, hvordan grisene oplevede at være klemt inde i lastbilen.
“Man skal være lavet af sten for ikke at blive påvirket af det”, siger han.
Det kan for nogen virke overraskende, at grisene i filmen ikke udtrykker en større tilfredsstillelse på de økologiske besætninger. Miki forklarer, at bare ved at lave ‘øjen-testen’ - altså kigge rundt i besætningerne - så står det rimeligt klart. Det kan godt være, at de økologiske har lidt mere plads, men det er jo stadig ikke godt.
Til det husker han Peter Sandøe sige i filmen, at det jo svarer til en lille “ét-værelses med altan”. Og denne lille bolig skal deles med en masse andre.
Vi taler lidt videre om det med økologi. Det startede nemlig ikke med at omhandle dyrevelfærd. Det handlede om sprøjtegifte og vores sundhed. Derfor halter det stadig betydeligt med grisenes velfærd i økologien, og den smule mere plads, som de har, var et kompromis mellem erhvervet og dyreetisk råd. Selvom der er mere plads, så er der stadig alt for mange grise.
Som fødevareminister Jacob Jensen siger i filmen, så: "kan man ikke forvente, at dyr, der bliver spærret inde, har det godt."
Planer for fremtiden
Jeg spørger Miki, om han har planer om at lave flere film fra landbruget. Han tænker på en opfølger, hvor han kommer ud og ser, om de pågældende produktioner bliver bedre. Men der kunne også være base for at lave flere film, som er videnskabsbaseret.
Jeg kunne ikke lade være at lufte ideen om, at vi mangler et bedre indblik i, hvad kalven og dens mor oplever, når de skilles ad. Selvom vi jo egentlig godt ved det, så står koen bare stærkere, når vi kan fremvise det i studier. Han er ikke helt afvisende.
Jeg spørger ham, hvad han glæder sig til i forhold til modtagelsen af filmen?
“Jeg glæder mig til at høre, hvad helt almindelige mennesker mener om filmen. Hvordan de vil reagere, og om de vil bruge filmen til noget.”
Han glæder sig også over, at det er på DR og på streaming, så den kan komme bredt ud og ses af flere. Det er endda ikke kun i Danmark, men i det meste af Europa. Filmen vil løbende udkomme af flere omgange og gå som en bølge gennem landene.
Miki havde før fortalt mig, at han var holdt op med at spise grise. Jeg spørger, om det egentlig er på baggrund af filmen.
“Ja, jeg har set for mange grise i deres store menneskelignende øjne. Så det kan jeg simpelthen ikke.”
Kommentare