Forleden dag havde jeg et indlæg omkring at ryge helt gennem kaninhullet af landbrugsindustrien tilbage i omkring 2015. Det omhandlede, hvordan dyrene avles, bruges og behandles, men der er også en anden side, som berører mig lige så dybt.
For min rejse ind i landbruget startede ikke med dyrene. Den startede med en dokumentar, som viste, hvor meget naturen, og dermed vi, taber på denne her industri, som er gået alt, alt for langt. Men min historie om naturen starter dog helt tilbage til min barndom og til i dag, hvor jeg nu har glæde af alt det, som forskerne har fundet ud af om, hvor dybt naturen faktisk påvirker os, og husker os på en vigtig forbindelse.
Da jeg var en lille pige på Nørrebro i København, var jeg sjældent ude på landet og endnu mere sjældent i vild natur. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været i skoven med min mor fx. Fælledparken og Zoologisk have har nok været vores ‘go to’ steder, hvis vi skulle have noget grønt og noget med dyr. Men jeg kan alligevel huske, at jorden var vigtig var for mig. Jeg talte faktisk til den. Det var ikke til planterne eller dyrene, jeg talte, men selve jorden. Den var levende for mig på en eller anden måde. Jeg husker også, at jeg undskyldte, hvis jeg kom til at smide skrald på hende eller på anden vis ikke rigtig respekterede hende. Der var en form for levendehed, som jeg fornemmede, men ikke rigtig kunne tale om eller beskrive. Jeg vidste bare, at der var meget mere, end hvad vi umiddelbart kunne se eller vide.
I dag elsker jeg, når forskere beskriver, hvordan træerne faktisk taler med hinanden. Når videnskaben viser, hvordan vi er så forbundet med træerne og naturen som helhed, at vi påvirkes kraftigt ned på celleplan og dermed kan både forebygge og behandle lidelser ved at opholde os i naturen.
Der er fx en undersøgelse, som viser, at patienter, der har vindue ud til noget natur fra deres hospitalsseng, udskrives et døgn tidligere end patienter, som ikke har vindue ud til noget natur, men måske kun en p-plads. Vi ved, at naturen har indvirkning på immunforsvaret, stress, angst, depression og meget andet.
Vi og naturen er indbyrdes afhængige af hinanden, men vi har glemt det. Og uden tvivl er landbruget et klart bevis for denne forglemmelse - men også vores løsning. Det er det industrielle dyrelandbrug, der er den største årsag til biodiversitetskrisen, som også kaldes ‘den sjette masseudryddelse’. Det er ødelæggelsen af de økosystemer, som vi er dybt afhængige af og forbundet med - også selvom vi ikke mærker det til daglig i vores del af verden.
De færreste af os dyrker selv eller samler vores mad, og det er en grund til, at vi ikke længere har den kontakt med jorden og naturen, som vi havde før i tiden. Vi får en glæde af naturen, når vi nyder den ved lyst eller behov, men vi har ikke et konkret fysisk samarbejde med den i forbindelse med mad og drikke. Det er der nogen andre, der tager sig af for os, så det at gro maden eller hente vand er altså ikke noget, som vi selv skal tænke over eller arbejde for, og derfor bliver det hurtigt noget, som vi tager for givet.
Vores fødevarer er blevet mekaniseret, og noget vi bare forbruger. På samme måde som vi forbruger make-up, parfume og plastikdimser. Vi ser ikke, hvor det kommer fra, og er ikke rigtig i kontakt med det. Det er i høj grad også en af årsagerne til, at vi i blindhed accepterer den dårlige behandling dyrene gennemgår, for det er ikke os selv, der står med kniven, men også blindheden over for den totale ødelæggelse af vores fælles natur og forbundethed med denne.
Personligt græder jeg højt, når jeg ser træer, der fældes. Ødelæggelsen af regnskoven, heden og lokale naturområder skærer mig dybt i hjertet. Sådan har jeg altid haft det, og det er ikke blevet mindre med årene. Måske fordi, at jeg i dag også forstår omfanget af tabet og ødelæggelsen.
Det er derfor også en kæmpe gave for mig, at jeg ofte besøger den frodigste store og flotte permakulturhave på Samsø. Man kan mærke den kærlighed, der er lagt i jorden og i hver en plante, der gror på stedet. Der er flere hundrede planter, og de er alle med til, på den ene eller den anden måde, at understøtte hinanden, så de alle trives. Haven viser den intelligente levendehed, som går igennem naturen og biodiversiteten - og i os selv. Man mærker i dens kraft, at vi er lavet af det samme stof, og er indbyrdes afhængige af hinandens ‘stof’ på trods af umiddelbare forskelligheder.
Robin Wall Kimmerer beskriver det så flot i ‘Braiding Sweetgrass’:
“Being naturalized to place means to live as if this is the land that feeds you, as if these are the streams from which you drink, that build your body and fill your spirit. To become naturalized is to know that your ancestors lie in this ground. Here you will give your gifts and meet your responsibilities. To become naturalized is to live as if your children’s future matters, to take care of the land as if our lives and the lives of all our relatives depend on it. Because they do.”
Vi skal hver især finde ind til den ‘naturalisering’ og mærke jorden igen. Når man begynder at mærke den forbindelse, bliver det også mere og mere svært at gøre ‘hende’ ondt. Det betyder ikke, at vi skal have dårlig samvittighed, skamme os eller på anden vis have det dårligt. Tværtimod.
Forbindelsen til jorden - og os selv - er vej ind til en kærlighed og forbundethed med livet, jorden og hinanden, som skaber mere balance og glæde.
Det handler derfor heller ikke om følelsen af at skulle undvære noget og gå glip af noget, som fx kød, men simpelthen vælge noget andet, fordi man ved, og mærker, at der er et valg, som er mere i balance med forbundetheden - jorden - og den voksende medfølelse i hjertet.
Dyrenes krise, jordens kriser og vores krise hænger sammen i denne her tråd af manglende forbindelse til naturen, dens dyr og os selv som natur - en del af jordens økosystemer og et fællesskab.
--
Evidens vedr. landbrugets ødelæggende indflydelse på miljø, biodiversitet, klima, økosystemerne:
Biodiversitetakrisen:
Klimagennemgang:
Comments