Det her indlæg er vigtigt af flere årsager. Først og fremmest fordi, at jeg er forelsket, og jeg vil så gerne kunne fortælle hvorfor og beskrive, hvad det er, der rører mig så dybt.
Det er en kærlighedsaffære, som egentlig er startet i min barndom, men som i løbet af de sidste år er blevet dybere, og som især styrkes flere gange om året i en helt bestemt skovhave på Samsø.
Vi starter ret langt udenfor os selv i det her indlæg, men binder en rød tråd til det inderste inde.
Jeg er, som I nok ved, dybt engageret i klima- og biodiversitetskrisen. Især den sidste, som jeg helst kalder 'den sjette masseudryddelse', ligger altid og lurer i mig. Den skærer i mit hjerte. Vi har siden starten af industrialiseringen ført en besættelseskrig mod jordens natur, men siden 50'erne, hvor vi har intensiveret det industrielle landbrug, er det gået helt galt. Vi har et ødelæggende fald af populationer på 69 % i gennemsnit siden 1970, ifølge WWF's Living Planet Report fra 2022.
Det gør ondt på mig, og jeg er sikker, at det er svært for os alle at tage den information ind.
Jeg er dog sådan skruet sammen, at jeg hurtigt prøver at fokusere på, hvilke løsninger der findes. Først og fremmest fandt jeg lynhurtigt ud af, hvad den største årsag til krisen er, hvilket er vores voldsomme produktion af 100 mia. landbrugsdyr om året globalt. Over 200 mio. om året i Danmark alene. Jeg fandt også ud af, at det er en fuldstændig unødvendig produktion, da vi har mere end rigeligt mad til en voksende verdensbefolkning, og kan producere mere på samme plads, hvis vi fokuserede på en plantekost.
Men vores produktion er blevet så intensiveret og unaturlig, at vi fokuserer på monokulturelle marker (en slags ørkener), som er mere sårbare overfor plantesygdomme, og vi tror derfor, at vi skal bruge diverse sprøjtegifte for at sikre maden. Men disse er også skadelige overfor de vigtige insekter, og vi tisser i dag mange slags sprøjtegifte ud hver dag, fordi de ender i vores mad og drikkevand. Så vi har startet en virkelig ond cirkel, og befinder os i en nedadgående spiral.
Både EU, FN og mange andre peger på regenerativt landbrug, agro-økologi og i det hele taget dyrkningsmetoder, som er understøttende for biodiversitet.
Det var dog ikke landbrug, som jeg ville fokusere på her, men det er vigtigt at få en større baggrund med for, hvorfor det er vigtigt at vi alle lærer lidt om biodiversitetskrisen. På den måde har vi motivation for at lære om, hvad permakultur og skovhaver kan betyde for os alle - ikke kun i landbruget.
Det handler nemlig også om vores egne haver, fælles græsplæner, altaner mv. Og det handler i høj grad om vores forhold til planterne, naturen som helhed og os selv som mennesker.
Mit andet hjem - permahaven
På Samsø ligger der en have, som er noget særligt. Folk kan begynde at fælde tårer, når de første gang besøger den, fordi dens udstråling er noget særligt. Det er ikke en af de der zen-haver, hvor alting er sirligt ordnet og klippet til - på ingen måde. Den er ordnet, men på samme tid vild som en jungle. I foråret er den stor-summende, alting springer ud, og det er nærmest en eksplosion. Lige meget hvor man ser hen, så er der noget, der fødes, og er i gang. Om sommeren står den stærk, og er gavmildt givende af sit totale overflod med et rigt dyreliv. Om efteråret puster den ud, og giver det sidste den kan. Om vinteren hviler den dybt, og alligevel fornemmer man tydeligt, hvor levende den stadig er. De overvintrende fugle tager glad for sig at æblerne på jorden og andre gode rester.
Det er en stor og gavmild skovhave, som er skabt efter permakulturens principper fra en jord, som før var tæt på død. Principperne er nogle, som vi alle kan bruge i vores dagligdag, men som giver rigtig god mening, når man gerne vil noget godt med sin have eller sit lille landbrug.
Billede fra Brenna Quinlan og Permakultur.dk
med tusind tak for slides, citat og sparring til Alexandra fra abpermaculture.dk
"Når jorden under vores fødder er mere som en mørk, fugtig, levende svamp end som en død betonflise, så ved vi, at vi er på rette vej”, David Holmgren
Når man ligger en intention i et sted, så kan det mærkes på det sted. Når intentionen er, at man ønsker at samarbejde med naturen selv, nære den og have en form for 'giv og tag-relation, så svarer den også tilbage. En af principperne i permakulturen handler om, at man efterlader jorden i bedre stand, end da man gik i gang med den. Haven på Samsø startede med, at jorden var nærmest død. Der er lagt tonsvis af kompost, hestelort og tang på jorden, som er samlet sammen på Samsø. Det er det indledende arbejde de første år, som bliver ved at give tilbage årene efter.
Et andet princip er biodiversiteten, hvor flerårige planter plantes rundt om hinanden i et design, hvor de bedst muligt understøtter hinanden, og hvor havens design er tænkt på en måde, som også støtter planterne. Fx med sollommer, skygge, beskyttelse for vind mv. Nogle planter går dybt ned i jorden, hvor de henter næring, og deler det ud. Andre er gode til at fiksere næring i jorden. Stort set intet er tilfældigt, selvom det kan se sådan ud.
Designet gør også, at haven er bedre til at holde på vand i tørkeperioder, og i det hele taget står stærkt, når vejret viser sig fra sin værste side.
Biodiversitet er styrke.
Se her en rundtur i den 10 år gamle have, hvor der er hundredevis af mad-planter:
Det, at man lytter til planternes behov, og opbygger et system, hvor de alle har en funktion, som understøtter og styrker helheden, er genialt. Det betyder også, at planterne ikke bliver syge, der er ikke brug for sprøjtegifte overhovedet.
Sidste år var der så mange æbler på nogle af træerne, at man næsten ikke kunne se grenene for bare æbler.
Permakultur viser os på bedste vis hvilke kræfter og intelligens, der ligger i planterne og livet omkring os, og hvorfor biodiversitet er så vigtig.
Da jeg startede med at komme i haven for 10 år siden, var der ikke en brøkdel af det insektliv, der er i dag. Der er flere væsener, jeg aldrig har set før. Jeg plejede egentlig at være ret bange for både edderkopper, bier mv., men fordi, at jeg insisterede på at nyde haven og naturen, måtte jeg lægge det til side. Det kulminerede med, at jeg sidste år lagde mig til at sove midt inde i haven under åben himmel. Og på trods af lidt regn har jeg aldrig sovet så godt. Jeg vågnede med en følelse af, at være totalt healet igennem.
Spejl
Det at følge en skovhave, som i høj grad er en spejlning af naturen selv og de naturlige principper, er en gave - den er også et spejl på os selv.
I løbet af året gennemgår haven/naturen en cyklus. Hver årstid har sin helt særlige energi og rytme, som jeg beskrev tidligere. Da jeg besøgte haven i januar, var den helt klædt i hvidt og en af dagene bød på snestorm. Det var så tydeligt at jorden hvilede, var gået i hi og alligevel følte jeg en dyb og stærk potentialitet i jorden under mig. Når det er tid, så eksploderer den i farver og frugter med så meget, at man slet ikke kan følge med selv. Det, at man kan mærke det, og er åben for det, betyder også, at det er hvilende inde i en selv. Vi kan som regel langt mere, end vi tror, og når vi ikke spærrer vejen for os selv, så ligger det hele klart for os. Ligesom vi nærer og plejer vores permahave, så den gror på bedste vis, så kan vi gøre det samme for os selv.
Hver årstid kobler ind i noget inde i os, som vi kan mærke og observere, hvilket gør os bedre forvaltere af jorden og af os selv, hvis vi bare åbner os en lille smule for det.
Det giver en dyb indre tilfredshed at kunne forbinde sig med naturen på den måde.
Jeg har flere gange oplevet en direkte 'frem og tilbage kommunikation' med haven og andre natursteder - ikke så meget med ord, men en slags stille, men kraftfuld, forbindelse, hvor jeg heller ikke er et øjeblik i tvivl om, at alt vitterligt ikke kan stå uden alt andet.
I den viden opstår også en lyst og motivation til at være med til de løsninger, som er så hamrende vigtige i dag.
Naturen er både vores mad og medicin, men den er også vores middel mod angst, depression, hjertekarsygdomme og meget andet.
Når vi forstår at forbinde os og opleve den genialitet, den udfolder, så kan vi meget mere.
Jeg oplever i hvert fald, at den forelskelse i haven og naturen, som til stadighed vokser i mig, har ændret noget helt fundamentalt i mig, som jeg på mange forskellige måder er nødt til at dele og udfolde i min hverdag herhjemme.
Håber, at du med dette indlæg kan blive inspireret til det samme.
...en slags stille, men kraftfuld forbindelse, hvor jeg heller ikke er et øjeblik i tvivl om, at alt vitterligt ikke kan stå uden alt andet.
Comments