Kan man vitterligt i jordens dybe lag og indre, om millioner af år se, at vi mennesker har ændret på planeten? Og hvis man kan, hvad betyder det så egentlig for os lige nu? Kan vi overhovedet bruge begrebet 'antropocæn' til noget som helst?
Da nogle forskere i år 2000 begyndte at bruge begrebet 'antropocæn' (menneskelig tidsalder) om den nuværende periode, som vi lever i, spredte begrebet sig hurtigt i de videnskabelige kredse. Men var det egentlig korrekt antaget? Fulgte begrebet de samme bestemmelser som fx holocæn og pleistocæn? Disse er jo geologiske tidsaldre, som man kan måle i både sten og is flere millioner år efter de enkelte perioder. Vil man på samme måde kunne måle den 'antropocæne' tidsalder?
Det begyndte man at undersøge.
Vi mennesker er helt sikkert imponerende i vores måde og omfang i forbindelse med vores vidensdeling og skabelse af bygninger, plastik og teknologi. Men kan det virkelig sammenlignes med de kæmpe geologiske forandringer, som massive klimaændrende vulkanudbrud og ødelæggelse af hele oceaner og bjergkæder? Eller en meteorit, der gjorde en ende på dinosaurerne?
Man kunne også spørge:
Er vi skaberne af vores egen ødelæggende meteorit eller supervulkan?
Geologiske udtryk som jura, kridt, pleistocæn og holocæn er formelt godkendte navne, der er en del af en kompleks geologisk tidsskala, der grundlæggende karakteriserer, hvordan jorden udviklede sig gennem 4,6 milliarder år. Navnene blev først accepteret efter årtiers indsamling af beviser og diskussion.
Udfordringen er, at for at kunne leve op til en ny tidsalder, så skal vores menneskelige indflydelse kunne ses og findes i jordens forskellige lag. Vi skal kunne se på stenlag i klipper og pege tidsperioden ud om millioner af år. Eller grave i jorden og finde beviser fra en anden tid. Geologiske lag er lig med geologisk tid.
Det ser faktisk ud som om, at vi godt kunne bestå en sådan prøve. Her følger eksempler på hvorfor, som kan give et overblik over, hvor voldsomme vores aktiviteter er.
Nye metaller, sten og 'mineraler'
Vi er blevet virkelig gode til at skabe nye stoffer, men de kan være svære at nedbryde igen. Det er ting, som er blevet normale i vores hverdag, og derfor er vi sjældent egentlig bevidste om, at vi bruger dem. Desuden ser, og oplever vi ikke, hvor stort et omfang det foregår i, når vi går relativt alene gennem vores liv.
Som eksempel producerer vi 69 mio. ton aluminium årligt. Vi finder aluminium i dåser, cigaretpakker og meget andet, og det er nu ved at blive en del af jordens sedimentlag. Det er derfor noget, som vil kunne ses og måles i fremtiden.
I forbindelse med plastik skriver FN's miljøagentur:
“Plast inklusive mikroplast er nu allestedsnærværende i vores naturlige miljø. De er ved at blive en del af planetens fossile optegnelser og en markør for antropocæn, vores nuværende geologiske æra. Det har endda givet navn til et nyt havmikrobielt levested kaldet ‘plastisfæren’”.
Vi producerer omkring 400 millioner tons plastic hvert år, hvilket er mere end den samlede menneskelige kropsmasse. Det er ikke så lidt, men bekymrende på flere områder, da vi indtager mikroplast hver dag og endda kan finde det i modermælk.
På verdensplan produceres der 30 milliarder tons beton hvert år, og det har været, og er stadig, kraftigt stigende hvert år.
Det samlede producerede beton svarer til cirka et kilo beton for hver kvadratmeter af jordens overflade.
Opbrudte fragmenter af betonen er nu almindelige under vores byer. Det kan kaldes en slags 'signatursten' fra antropocæn, sammen med menneskeskabte mursten og keramik.
Geologer skriver, at vi mennesker:
"...har en større effekt på udformningen af planetens overflade, end naturlige processer har. Mennesker flytter omkring 24 gange mere materiale rundt på planetens overflade, end floder flytter sediment til havene".
Forbrænding og atombomber
Både aluminium, plastik og beton er et resultat af en produktion med brug af fossile brændstoffer. Disse brændstoffer efterlader dog kemiske signaler i sedimenter verden over, som vil kunne ses og måles i fremtiden.
Stigningen af kuldioxid i atmosfæren, siden den industrielle revolution begyndte, er omkring 100 gange hurtigere end dengang, da gletsjerne trak sig tilbage ved begyndelsen af Holocæn. Emissionerne fanges og registreres i luftbobler fanget i lag på lag af sne og is frosset i verdens polarkapper.
Forbrænding producerer også røg med partikler, som falder til jorden, og danner et geologisk varigt 'røgsignal'. Afbrændte kulstoffer optages af planter og dyr, som vil forstenes over tid og efterlade et permanent mærke, som også vil kunne ses og måles i fremtiden.
Mellem 1940'erne og slutningen af 1990'erne har vi detoneret mere end 500 test-atombomber i vores atmosfære (1500 under vand). Partiklerne fra disse bomber er havnet i både jord, polaris og havbundssediment, og de er blev absorberet af dyr og planter ved overfladen. Dette radioaktive lag er også en af de antropocæne signaturer.
Landbrug og biodiversitet
Vi kommer ikke udeom at se på vores fødevarer. Halvdelen af jordens beboelige overflade bruges til landbrug. Græsning og marker til dyrefoder, udgør 77 procent af den globale landbrugsjord. Men selvom det fylder langt det meste, så producerer det kun 18 procent af verdens kalorier og 37 procent af den samlede protein. Det betyder at 23 procent af landbrugsjorden, som producerer plantemad til mennesker, leverer 82 procent af vores indtagede kalorier og 63 procent af vores proteiner.
Resultatet, af vores enorme areal- og ressourseforbrug til kød, er, at vi står i det forskerne kalder 'den sjette masseudryddelse' eller biodiversitetskrisen. Vi har fjernet så stort et område af natur for at dyrke landbrugsdyr og deres foder, at hvis vi alle i dag valgte en plantebaseret kost, så kunne vi gendyrke natur på et område, som svarer til størrelsen af Nordamerika og Brasilien.
Vi dræber så mange arter, at planetens biodiversitet kunne få et lige så katastrofalt slag som det, der skete, da dinosaurerne forsvandt. Disse transformationer vil vise sig i en fjern fremtid som et skifte fra en samling af fossiler til en anden.
Måden vi dyrker landbrug på - ikke kun omfanget med de store monokulturelle biologiske ørkener - har også en stor betydning for vores indflydelse på planeten. Kemien, der sprøjtes på disse, kaster en bred skygge hen over jorden.
Siden begyndelsen af 1900-tallet har landmænd brugt enorme mængder af kvælstofgødning, som er udvundet fra luften, sammen med fosfor gravet frem fra jorden. De enorme forstyrrelser i jord, vand og luft efterlader klare kemiske signaturer. Søer på høje breddegrader bliver forurenet af disse forbindelser, blæst ind af vinde fra fjerne landbrugsområder. Afstrømning af gødning fra landbrugsmarker (hvoraf langt størstedelen er til dyrefoder) til vandløb og floder og ud til havet overstimulerer produktionen af plankton, som skaber "døde zoner", der nu kvæler havbundens liv over hundredtusindvis af kvadratkilometer hvert år. Den ødelagte havbiologi vil fortælle sin historie som fossiler i fremtidige lag. På samme vis vil man kunne finde beviser for vores brug af sprøjtegifte, men også andre gifte som dioxiner fra industrier.
Livet lige nu
Der er uden tvivl stærke argumenter for, at vi vitterligt befinder os i en tid, som med rette kan kaldes den antropocæne tidsalder. En tid, hvor vi som mennesker har så stor indflydelse, at vi bogstavelig talt, på meget få år, har så store konsekvenser på planetens lag, at det vil kunne ses og måles i fremtiden, som vi i dag ser og måler på tegn fra dinosaurnes tid.
Hvad vil disse fremtidige folk, som studerer vores tid lige nu sige om os? Jeg tror, at de vil være imponerede over, hvor hurtigt vi har skabt vores teknologier, men jeg tvivler på, at de vil være imponerede over, hvad vi brugte dem til.
Selve ordet antropocæn er vigtig, fordi det minder os om, at vores indflydelse rækker langt ud over klimakrisen - det er en planetær krise, fordi vi bogstavelig talt påvirker hele planeten, og konsekvenserne deraf om nogle år er noget vi kun kan gisne om. Nogle tror, at vi da bare kan tilpasse os, og nogle få superrige bygger bunkers, eller mener, at de bare kan starte forfra på Mars. Men de fleste vil opleve at blive revet op med roden. Miste deres hjem, deres fødevaresikkerhed, blive flygtninge eller offer for uroligheder i en bange menneskeflok. Der vil ikke være nogen steder at gemme sig.
Det betyder dog ikke, at man skal give op, miste håb eller ryge ned i en klimadepression og dermed blive apatiske. Jeg tror, ligesom denne rapport fra Lunds Universitet også skriver. Den omhandler sammenhængen mellem klimakrisen og medfølelse, og handler om, hvordan vi skal finde ind til vores kerne. Det sted i os, hvor vi kan mærke og anerkende, at vi alle er indbyrdes afhængige af hinanden, men også af naturen omkring os. At intet og ingen står alene.
Vi skal genskabe vores forbindelse til planeten.
Det vil ændre os på en måde, som både giver en dyb tilfredsstillelse inden i, men som også gør det umuligt at gøre skade på Moder Jord - og hinanden.
Det er den opvågning vi må hjælpe hinanden med, så den antropocæne tidsalder kan efterlade et mærke, som er skabt i en bevidsthed om det under af liv, som vi har lige nu.
Comments