Mennesker har en form for historier og forskellige argumentationer for og imod spisning af dyr. Det er dog ikke noget nyt. Man kan finde dem i gamle tekster fra tusinder år tilbage.
Tænk hvis andre dyr også satte spørgsmålstegn til det, som de spiser. Det tænker jeg ikke, at de gør, så på det punkt adskiller vi os kraftigt fra de andre dyr og deres forhold til mad.
Det faktum, at de den mest hardcore trænede jæger pludselig ikke kan dræbe dyr længere, bør fortælle os alle sammen noget om, at det at dræbe og spise dyr måske ikke er så vigtigt eller rigtigt for os.
En af dem, som skrev om det at spise dyr for tusinder af år tilbage, det er Pythagoras, som også er meget kendt indefor matematik.
Han sagde følgende omkring kødspisning:
“Så længe mennesket fortsætter med at være den hensynsløse ødelægger af lavere levende væsener, vil det aldrig kende sundhed eller fred. Så længe mænd massakrerer dyr, vil de dræbe hinanden. Ja, den, der sår mordets og smertens frø, kan ikke høste glæde og kærlighed.”
Det er en meget radikal udtalelse. Som allerede nævnt, så har de andre kødspisende dyr nok ikke etiske overvejelser forbundet med deres drab og spisning af andre dyr. De sætter nok heller ikke spørgsmålstegn ved, om det nu også er sundt for dem.
Hvad der ligger til grund for, at vi kan have de overvejelser, må være fordi, at vi mærker, at hvad vi spiser betyder noget. Det må være fordi, at det rent faktisk er et valg for os. Et valg, som de andre dyr ikke har. Ethvert valg har konsekvenser, og det er naturligt for os at overveje konsekvenserne af vores handlinger.
Selv jægeren og fiskeren stopper op
Jeg hører historier fra folk, som har gået på jagt eller fisket, at der kan snige sig tvivl ind, og tanker som: “Alle de andre gør det jo”, og så følger man bare med flokken. Eller tanken: “Hvis jeg ikke dræber det her dyr, så bliver det jo alligevel dræbt af et andet dyr - det kan lige så godt være mig”. En retfærdiggørelse som skal fjerne tvivlen om rigtigheden af det, man står og gør. Også selvom det kun fjernes i overblikket. Selve tvivlen forsvinder ikke helt, men dukker op igen, og sidder indeni.
At en trænet jæger pludseligt får det dårligt og genovervejer rigtigheden af at skyde dyret, som står foran ham, fortæller os for det første, at det ikke er et reelt behov, men et valg. Og for det andet, at det valg har konsekvenser for os.
Det er ikke sundt at handle imod sine reelle overbevisninger og følelser. Det ligger som en byrde på os.
Villet blindhed
Vores narrativer om kød er mange. Fx fortæller vi os selv, at vi har brug for kød, mens vi helt ignorerer det faktum, at der findes over 1,5 milliarder mennesker i verden, som lever helt vegetarisk og mindst 88 millioner mennesker, som identificerer sig som veganere. Et tal fra USA estimerer, at 21 procent af Generation Z lever plantebaseret.
Det er egentlig imponerende, at vi helt kan lukke øjnene for den viden, fordi en myte om dyrekødets sundhed, vigtighed og velsignelser på en eller anden måde er vigtigere end fakta. Det er interessant, at ellers veluddannede, men også folkevalgte mennesker, holder fast i kostmyter om kød, når det er så tydeligt, at de ikke passer.
Vores flokinstinkter er så gennemgribende, at vi lukker ned for os selv, vores egen etik og tonsvis af fakta for at kunne passe ind uden at vide, at mange af vores flokmedlemmer gør det samme. Og egentlig ønsker en forandring.
Langt tid før dyrefabrikkerne
Diskussionerne om kødspisning har, som skrevet, fulgt os i flere tusind år. Vi satte spørgsmålstegn ved det selv lang tid før vi begyndte at fabriksfremstille dyrene, og kraftigt ændrede deres kroppe.
De gamle spørgsmål handler altså ikke om dyrenes velfærd i en produktion, men skærer ind til essensen:
At det at dræbe dyr for en smagsoplevelse ikke er en neutral handling eller naturgiven ret.
Det handler om, at når vi ser dyrene i øjnene, og ved, at der er ‘nogen’ derinde, som er bevidst, er et individ, så har det moralske og etiske konsekvenser, når vi fratager dem deres liv, fjerner dem fra det miljø, de er i.
Det har oveni også konsekvenser for deres eventuelle familie og flok, hvor de har en rolle, og betyder noget for nogen.
Allerede for flere tusind år siden var der folk, der kunne se, at det at dræbe dyr for at spise dem også havde konsekvenser for vores eget fysiske helbred - og også vores mentale.
Faktisk har det konsekvenser, som går langt ud over det enkelte individ, hvilket de også vidste dengang.
Denne samtale er at finde i Plato’s Republikken (469-399 f.kr.):
Sokrates: Ville denne vane med at spise dyr ikke kræve, at vi slagtede dyr, som vi kendte som individer, og i hvis øjne vi kunne se og se os selv reflekteret, kun få timer før vores måltid?
Glaucon: Denne vane ville kræve det af os.
Sokrates: Ville denne [viden] ikke hindre os i at opnå lykke?
Glaucon: Det kunne så hindre os i vores søgen efter lykke.
Sokrates: Og hvis vi forfølger denne måde at leve på, bliver vi så ikke nødt til at besøge lægen oftere?
Glaucon: Vi ville have et sådant behov.
Sokrates: Hvis vi forfølger vores vane med at spise dyr, og hvis vores nabo følger en lignende vej, behøver vi så ikke at gå i krig mod vores næste for at sikre større græsgange, fordi vores vil ikke være nok til at opretholde os og vores næste vil have et lignende behov for at føre krig mod os af samme grund?
Glaucon: Vi ville være så tvunget.
Sokrates: Ville disse kendsgerninger ikke forhindre os i at opnå lykke og dermed de nødvendige betingelser for opbygningen af et retfærdigt samfund, hvis vi forfølger et ønske om at spise dyr?
Glaucon: Ja, de ville så forhindre os.
Det er virkelig interessant at se, hvor meget Sokrates ramte plet. Indfødte folk tvinges fra deres hjem, fordi vi fortsat fælder mere og mere tropisk skov for at have fodermarker til dyr i produktion, og vi importer alene i Danmark 1,6 millioner tons soja, som også kan spores derfra.
Der er stadig i dag kamp om jord, så man kan have nok til at fodre de dyr, som man insisterer på skal være en del af vores diæt på trods af viden om, at det ikke er nødvendigt for vores sundhed - faktisk tværtimod.
Gad vide hvor længe vi som art har tænkt os at opretholde vores historier om kødspisning og drab af dyr.
Hvor længe vi vil fortsætte med at blive syge, ødelægge arealer og fordrive folk?
Gad vide hvor længe vi vil ignorere de andre dyrs ret til et frit liv og ikke at dø for en unødvendig smagsoplevelse.
Vil du have mig ud til foredrag, så kontakt mig gerne - du kan også købe min bog ‘Data, dyr og dagliljer’ på lisel.dk/bogen