Grise - undgå velfærdsfælden

14. feb.9 min læsning

Opdateret: 24. feb.

Det er noget rod at falde i velfærdsfælden. Men man skal virkelig være vågen for at undgå den. Der er meget, man skal være opmærksom på - og enhver sælger vil undgå at fortælle om alt det, som du måske ikke er glad for at høre.

Det her indlæg kan hjælpe dig med at undgå velfærdsfælden.

kød, ko, kalv, mælk, gris, svin, ost, kylling, høns, forskning, landbrug, æg, opskrift, mad, fødevarer, økologi, dyrevelfærd, økologisk

Herunder gennemgås forskellige aspekter af den måde grisene produceres på. Både i forbindelse med konventionel, Friland og økologi.

Vi ved fra forskning, at grise er intelligente, kan lære en lang række færdigheder, og er bevidste følende individer med forskellige personligheder.(1) Det er godt at være sig bevidst om - der er sådan set ikke forskel på den hund, du elsker, og de grise, som går ude i produktionerne.

De elsker at lege, og er sociale komplekse dyr. Det betyder, at de oplever, hvad der sker omkring dem og i dem, og i høj grad mærker, hvad der gøres ved dem.

Søerne

Søerne fødes på en opformeringsbesætning, hvor griseproducenterne køber dem fra. Grise er avlet til at vokse hurtigt, men også til at blive meget store. En normal gris i produktion af kød vokser sig til omkring 100 kg på seks måneder. Samme vægt tager ét år for en normal uldgris.

Søerne bliver ældre og langt større end grisene til slagt, og derfor er der en del udfordringer forbundet med den hurtige og store vækst. Det betyder, at man skal fodre søerne restriktivt (sulte dem), så de ikke vokser alt for hurtigt, da det kan have betydning for deres led og knogler, som ikke kan følge med.(2) Økologiske søer af racen topic norsvin bliver også begrænset i deres foder, men er ikke ramt i lige så høj grad som de konventionelle, da de i økologi og Friland har adgang til mere beskæftigelse og udendørslivet, så sulten ikke tager alt opmærksomheden. De sultes dog stadig, hvilket er ubehageligt for soen!

Sodødeligheden lå i 2023 på 16,5 procent i den konventionelle produktion.(3,4) Årsagerne er mange, og må tilskrives både den ekstreme avl mod store kuld og ‘effektivitet’, men også de forhold, som de er i.

Dødsårsagerne er blandt andet faringsproblemer, skuldersår, gaspustere, akut dødsfald, yversvamp, mavesår, rådne fostre, leverdrejninger og meget andet.(5)

Cirka halvdelen af søerne dør selv, hvilket må formodes at være lidelsesfuldt, mens den anden halvdel aflives i stalden.

I de økologiske besætninger er sodødeligheden på 8,9 procent i 2022.(6) Af antal søer svarer det til cirka 42.846 dyr om året.

Det er en alt for stor dødelighed, som ikke er acceptabel, og som ofte handler om de fremavlede unaturlige kroppe.

Der er utallige produktionssygdomme: Sygdomme, som skabes i og af en produktion

Størrelsen på søerne, manglende motion og evt. smerter i kroppen gør søerne tunge og besværet, når de har pattegrise. Det kan gøre det svært at passe på de mange unger, som risikerer at blive lagt ihjel af soen, som ikke kan reagere passende. Søerne har ikke mistet deres moderinstinkter - det er ikke derfor pattegrisene lægges ihjel. Det er soens krop og de omstændigheder, hun er i, som gør det svært for hende. Ligesom pattegrisene ofte er små og svage på grund af den voldsomme avl af alt for mange pattegrise.

Pattegrise og slagtegrise

Det er cirka en fjerdedel af alle pattegrise, som dør. Det svarer til cirka 10 millioner hvert år. Hos Frilandsgrise er der også en stor dødelighed, som har været oppe på 30 procent. Forskning viser, at den kan komme ned på 14-18 procent med forskellige tiltag og brug af en anden race kaldet Topic Norsvin, men dødeligheden er dog stadig uacceptabel høj.(7,8)

I naturen dier pattegrisene i op til 16 uger. I produktionen af grise er der ingen af dem, som bliver hos deres mor så længe. De frarives oftest fra 3-7 (få steder 10) uger i hhv. konventionel og øko/Friland. Det kan give problemer med især diarre hos pattegrisene.

Men det er også et chok for en unge, som naturligt ville blive vænnet fra over en længere periode, men som i produktionerne rives fra på en brat måde.

Flere af pattegrisene fødes meget små, og nogle af disse kaldes ‘delfingrise’, fordi deres krop er meget lille i forhold til deres hoved.(9,10) De er svage, og har meget svært ved at klare sig. Årsagen er, at soen er avlet til at føde for mange unger, og der er stor kamp om næringen, inden de fødes.

På grund af den for tidlige frarivning fra soen er der også udfordringer med diarré. Pattegrisenes tarmsystem er ikke klar til den foder, som de overgår til, og derfor reagerer deres mave. I Danmark blev der i 2023 brugt 86,7 tons aktivt antibiotikastof, hvor grisene alene brugte 72,85 tons, svarende til at på en given dag var over 2 procent af søer og slagtesvin samt over 9 procent af fravænnede grise i behandling med antibiotika. (Danmap 2023).

Udover problemer med halebid på grund af især manglende plads og beskæftigelse, så er listen af mulige produktionssygdomme lang.(11) Sygdommene fremkommer, fordi dyrene er i en produktion, som gør dem syge.

Ornerne

Ornerne står oftest alene på meget lidt plads. De har ikke mulighed for at udleve noget af deres natur, da de ikke kommer udenfor, men kun kommer ud af deres bås, når det er tid til reproduktion. Ofte er det ikke dem, der hopper på soen, men de går udelukkende lidt rundt om søerne for at sætte dem i stemning til inseminationen.

Der er ornestationer, hvor det er medarbejdere, der onanerer ornerne, og opsamler sæden. Dette foregår dog også på sobesætningerne.

Økologi

167 tusind økologiske grise blev produceret i 2023. Men økologi har også udfordringer i forhold til naturlige omgivelser i naturligt antal i balance med den omkringliggende natur. Der er forskel på hhv. økologi og Friland, hvor nogle besætninger er begge dele.

En undersøgelse kiggede på halebid og luftvejslidelser hos hhv. Friland og økologi og fandt, at halebid forekommer hos begge i meget varierende grad fra besætning til besætning, ligesom forekomsten af andre sygdomme.(12) Der kan også være stor forskel på pladskravene mellem de enkelte hold af grise.

Pladskravene for økologiske grise kan ses herunder.(13)

Ofte forestiller man sig, at økologiske grise og/eller Frilandsgrise har levet frit hele deres liv, men når slagtegrisene tages fra deres mor, så kommer de oftest på stald med udgang til en mindre gård.

Grunden til, de kommer på stald, handler om miljøbelastningen fra grisene. Friland skriver på deres hjemmeside:

“Grise elsker at rode i jorden, og selv den smukkeste græsmark ville hurtigt blive forvandlet til en pløjemark. Uden planter til at opsamle kvælstoffet fra gyllen, ville dette med tiden sive ned i undergrunden og blive en belastning for grundvandet. Derfor har vi valgt denne mellemløsning, hvor grisene lever en del af livet på marken, og resten i stalden - hvor de dog stadig har adgang til det fri.”

Herunder er reglerne for Frilandsgrise på mellem 85 og 110 kg.(14,15) Det er ikke meget plads, og man forstår godt, at der stadig kan være udfordringer med halebid og produktionssygdomme.

Flere steder sætter man ring i trynen på Frilandssøerne, og forhindrer dem hermed at rode i jorden, som ellers er en vigtig del af et griseliv. Dette gøres, da søerne ellers vil rode op i hele marken. Var de i stedet i et mere naturligt robust skovagtigt område med et naturligt passende antal, som det område kan holde til, hvor soen ikke har ring i trynen, så kunne det være en fordel for både so og natur - det er dog stadig en unaturlig tung og stor krop, som stadig kan give soen smerter og udfordringer.(16)

Pattegrisene vænnes til et godt udendørsliv, men sættes oftest på stald i mindst de sidste tre måneder af deres liv, hvor de skal være frem til de er 6 måneder. Der er mulighed for at komme ud på en slags terrasse, men der er ikke længere mulighed for at dufte til og rode i jorden, vende sig i mudder eller løbe frit rundt.

Det er nok også derfor, at disse grise ikke var mere "glade" end de konventionelle grise, da man gennemgik deres sprog i dokumentaren 'Hvis grise kunne tale' på DR1. De vidste, hvad de var blevet frarøvet og manglede.

Så uanset hvilken produktione, som man udsætter disse dyr for, så er det ikke bare velfærd. Der er stadig produktionssygdomme og mangler, som vi ikke kan være bekendt.

Spildfoderdage

Hvis man gerne vil tjene så meget som muligt på sit produkt, så går man naturligvis op i, at der bliver brugt mindst muligt resurser på selve skabelsen af produktet, så man i sidste ende tjener mest muligt på det.

Det er uanset om produktionen er konventionel, økologisk eller Friland. Produktionen er en forretning, hvor produkter skabes og sælges. Og når man læser om følgende, så er man ikke i tvivl om, at dyrenes anses som produkter.

Ordet 'SPILDFODERDAGE' viser det klart og tydeligt. Producenterne går op i, at have så få af disse dage som muligt.

Det er dage, hvor polten/soen bare spiser uden at producere noget til gengæld. Altså - uden at være drægtig eller diegivende, men bare lever.

Det betyder, at man har en stor interesse i at gøre poltene hurtigst muligt drægtige, så snart det er muligt og for søerne at stoppe deres mælk og gøre dem drægtig igen så hurtigt som muligt, efter pattegrisene er revet fra dem.

Dette kræver både restriktiv fodring/sult og manipulering med hormoner.

Du kan læse ordet ‘spildfoderdage’ og om “produktivitet og effektivitet”, dødelighed m.m. i dette notat. Det viser meget tydeligt, at velfærd ikke er en del af producenternes beregninger. Dyrene behandles ikke som dyr, men som ting på en fabrik, som skal kunne producere så meget som muligt uden spild.

Det er ikke velfærd, som det kommer an på - det er produktivitet, effektivitet og så lidt spildfoderdage som overhovedet muligt.

Konklusion

Grise er intelligente og aktive dyr, som kræver plads og stimulering. De bør have plads til naturlig udfoldelse hele livet igennem, og ikke flyttes rundt flere gange i deres korte liv. Først fødes de af en so, hvorefter de finder deres hierarki i søskendeflokken. Så flyttes de til det, som af landbruget kaldes ‘børnehaven’, hvor de så igen skal finde et hierarki med endnu flere individer. Så flyttes de tre måneder gamle til slagtegrisproducenten, hvor de igen skal finde et nyt hierarki. Endelig flyttes de til slagtningen, hvor CO2-kammeret er en smertefuld sidste oplevelse.(17,18)

Det er mange skift i et alt for kort liv.

Den voldsomme og hurtige vækst, som især har konsekvenser for søerne, og som nødvendiggør restriktiv fodring (sult) i højere eller mindre grad, burde aldrig have været nødvendig. Søerne, grisene, burde ikke være i en besværlig og tung krop med ømme led, som gør det svært at være mor. Og ingen af dem burde skilles fra deres unger, før både mor og unge er klar til det.

Jeg forstår godt, hvorfor folk taler om 'god dyrevelfærd', men det er et tomt begreb. For uanset hvordan man vender og drejer det, så handler det i sidste ende om, at dyrene produceres som produkter til folk, som vil købe dyrene skåret ud som produkter.

Dyrene i landbruget er som bevidste individer med hver deres peronlighed ikke anderledes fra de hunde, som vi kender eller andre dyr, som vi ikke kunne drømme om at spise.

Hvis man helt vil undgå at komme i velfærdsfælden, så bør man holde sig til at spise plantebaseret.