Steen, som er vokset op i vestjylland, sendte mig følgende om hans opvækst på et traditionelt landbrug - og hvordan han gik fra at spise stenalderkost med masser af kød til i dag at spise helt vegansk. Det er en stærk og meget rørende fortælling.
Fra kødkost til plantebaseret
Min baggrund starter i 1968, hvor jeg blev født ind i en landbrugsfamilie. Jeg er den yngste af seks børn. Husmandsstedet, mine forældre havde, var på 50 tønder land. Vi levede af grise opdræt til slagt, og havde ride/køre heste som hobbyavl ved siden af. Det var bare sådan, det var.
Som barn arbejdede jeg med min far i staldene og på markerne. Der var aldrig snak om det etiske i den måde, vi behandlede dyrene på. Det var heller ikke noget, jeg tænkte på, når jeg slog en smågris ihjel ved at tage den i bagbenene og smadre den mod skillevæggen i farestalden.
Det var bare sådan, det var.
Der var jo cirka dagligt en smågris, der var syg – svag – eller var blevet klemt/trådt på af soen. (Vi kaldte dem ikke morgrisen). Smågrisene blev klemt/trådt på af soen, fordi hun stod i bur, så hun jo ikke havde mulighed for at vende sig og passe på sine små. Det var helt almindeligt. Soen kunne jo heller ikke tage sig af en svag gris – så den kunne jo lige så godt lige få en tur på skillevæggen og så ryge ud på staldgangen, hvor den sprællede færdig og udåndede.
Det var bare en gris jo - det var bare sådan, det var.
Jeg husker, at større grise fra fedestalden kunne vi holde mellem knæene og slå pandeskallen i stykker med en hammer. Det var svært at holde en gris, hvis ikke de lige blev slået ud første gang. Og de skreg. De skreg lige som når de skulle kastrereres i jernbænken. Med et barberblad. Selvfølgelig uden bedøvelse – det var jo bare et par snit – og så var der mad til gårdhunden. Grisene røg tilbage til deres flok – ned i lortet. Det overlevede de fleste da også.
Kun når søerne var højdrægtige, eller havde unger, var de i bur i farestalden. Der havde de lidt mere strøelse end i resten af deres liv, som foregik i en bås, der havde cirka samme størrelse som burene. De kunne stå eller ligge. De havde ingen chance for at vende sig om, skrabe sammen til leje eller på anden måde udleve deres instinktive væremåde. Når søerne stod i deres boks var det eneste, der skete dagligt, at vi kom med vandvognen og fodervognen. Morgen og aften. De havde ikke adgang til vand ellers. Så de skreg meget, når de fornemmede, der var foder på vej. Dem, der stod i boks, kunne nogen gange rejse sig, så de havde forbenene oppe på jernstængerne over fodertruget.
Det ville vi ikke have, så de fik tæv med en foderskovl eller den store staldkost.
Sådan var det.
Når grisene var store nok, blev de så solgt til slagteriet - Danish Crown i Holstebro. Anders havde grisetransport. Han var velagtet i det lokale. Men nogen gange havde han travlt, så måtte grisene have fart på op på lastbilen. Grisene ville ikke. Vi skubbede dem på staldgangen med nogle plader, så de kun kunne gå i én retning.
Inden de kom på bilen fik grisene stemplet et produktionsnummer ind i huden. Det foregik (og gør det stadig, red.) med et stempel af pigge, der dannede et nummer. Stemplet sad på en 50 cm jernstang med et håndtag i modsatte ende. Med den jernstang huggede vognmanden så nummeret ind i grisenes ryg, inden de kom på liften, og blev tippet op til de andre grise. Det stempelværktøj fungerede også vældig fint som slåværktøj, når grisene ikke ville, som vognmanden ville. Man brugte også skovl eller støder til at drive grise med. Det var ganske normalt. Når ”vi” var sidst på Anders opsamlingsrute, var der ofte ret blodigt på grisetransporten, fordi grisene altid ville slås med grise, de ikke var vokset op med. Nogen gange døde en gris eller to.
Det var jo bare sådan, det var.
Hjemme på gården havde vi ofte fætre og kusiner på sommerferie ophold. De var fra by. Det var meget underligt, fordi de kælede med smågrisene – og græd når Anders svingede ind i gårdspladsen. De by-mennesker syntes også, det var ondt at klaske en smågris på skillevæggens overkant. Det fandt vi brødre såmænd ret morsomt.
Katte på gården blev behandlet præcis lige så godt som grise. Gårdhunden derimod var en hund, så den tog vi os bedre af, selvom den aldrig kom ind i stuehuset. Jeg husker ikke, vi har kaldt nogen hund andet end Bobs. Det var så nemt. Vi fik jævnligt ny hund, fordi de blev kørt over af skolebussen – eller dyrlægen som kørte stærkt. Dyrlæge Hansen var vist ofte påvirket, ligesom beslagsmeden - der beskar hestene - ofte var beruset. Det var vigtige folk, så det måtte de godt der ude vest på.
Helt, helt anderledes var det med hestene. Min far elskede heste. Det gjorde vi andre såmænd også. Men hestene – dem skulle der ikke ske noget ondt med. De blev passet på enhver tænkelig måde. Min far var ualmindelig god til heste. Der blev avlet en hel del gode heste i hans tid. Hestene var hans et og alt på gården. Hestene blev ikke solgt til hvem som helst. Jeg husker, at cirkusdirektør Eli Benneweis sad i mors køkken i flere dage, og forhandlede med far om en knapstrupper hingst, som Eli ville have i cirkus. Far mente ikke, cirkus var et liv for hesten, så der blev ingen handel. Sådan blev købere indimellem afvist.
Skulle en hest til udlandet blev prisen cirka det dobbelte af, hvad far ville tage for den i Danmark. Det var fordi, at så kunne han jo ikke besøge den og følge dens udvikling. Det var bare sådan, det var.
Når jeg tænker over det i dag, undrer det mig, vi kunne behandle dyreracerne så forskelligt. Jeg tænker ofte på, hvordan det kunne være så normalt at mishandle dyr – og slå ihjel.
Det er videnskabeligt bevist, at grise er virkelig tæt på hunde i forhold til intelligens – følelser – indlæringsevne osv. Altså er der ikke stor forskel på en hundehvalp og de smågrise, jeg klaskede der ude på gården.
Nå, men… Jeg flyttede hjemmefra og årene gik…
Det var fedt, når Bilka solgte 5 kilo svinemørbrad for 250 kr. Kød var jo vigtigt. Hjemme på gården fik vi stort set aldrig andet kød end gris. Vi fik selvfølgelig også masser kartofler – gulerødder – rosenkål osv., som vi kunne dyrke på gården. Der var ikke mange penge at rutte med i den husholdning.
På et tidspunkt i 00èrne var jeg da også med på ”Stenalderkost” bølgen. ”Stenalderkost” bestod af enorme mængder kød. Kød morgen – middag – aften. I øvrigt utrolig langt fra den kost man spiste i stenalderen. Det gik sådan set fint. Det var jo helt nødvendigt med kød. Det vidste jeg udmærket godt. Det var jo bare sådan det var. Indtil…
Min ældste datter var sådan en lidt mærkelig én, der aldrig har brudt sig om kød. Hun spiste kylling og kalkun, men nærmest aldrig andet kød, som barn. I hendes voksne liv blev hun vegetar – og senere veganer. Veganer!!! Det var virkelig noget underligt noget. Man kan da ikke overleve uden kød. ”Jeg kan ALDRIG undvære kød” sagde jeg. Ikke fordi det smagte godt i sig selv. Kød smager jo af stegning og krydderier. Det er tilberedningen, der laver smagen.
Min datter var ret stålsat på det der med bare at spise planter. Og ret meget imod det der konventionelle landbrug med kødproduktion. Det betød, at hun godt ville provokere mig på den måde, jeg spiste. Så en dag i 2015 udfordrede hun mig på, om jeg kunne undvære animalske fødevarer i 30 dage. Det var en underlig ide. Men jeg er konkurrence mindet nok til at ”selvfølgelig kan jeg da det” Det var jo bare en måned, og så ville alt blive normalt igen. Som sagt så gjort.
Den først uge var skisme vanskelig. Lige som den første røgfrie uge. Vanens magt havde et stærk tag i mig.
Men jeg mærkede noget helt magisk i min krop. Og i mine tanker. Det føltes SÅ godt IKKE at spise dyr.
Det føltes SÅ godt at spise planter. Det gav mening på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig. På den ene side var kroppen bare helt vild med den nye menu. Energien var bare super stabil. Fordøjelsen fungerede. Jeg følte mig stærkere og sundere end nogensinde. Det føltes SÅ godt IKKE at spise dyr.
Måske fordi, at der havde ligget et eller andet i mit baghoved. Jeg vidste godt, at der er ikke mad nok på jorden, hvis vi alle spiser kød. Og slet ikke i de mængder jeg spiste. Jeg vidste udmærket godt, at vi bruger 2/3 af de opdyrkede landbrugsarealer på at lave foder til kødproduktion. Det virker som en virkelig dårlig udnyttelse – når vi lige så godt kan lave menneskemad. Mad er blot en vane. Smagspræferencer er blot, hvad vi har lært fra barnsben.
I dag spiser jeg mindre forarbejdet fødevarer - end nogensinde - i mit voksne liv. Jeg er virkelig glad for naturen. Derfor er økologi også utrolig vigtig for mig. Jeg husker godt, hvordan der blev sprøjtet mod det ene og det andet på markerne. Roundup var fantastisk, når der skulle ændres afgrøder på markerne. Men der var også en uheldig sideeffekt ved det. Men ting skulle reguleres. Naturens gang blev reguleret på markerne med kunstgødning og sprøjtegifte. I dag ved vi at størstedelen af vores drikkevand er forurenet. – eller rettere ALT drikkevand er forurenet. Staten sætter jo nogle græseværdier for hvor meget gift og pesticider, der må være i vandet. Er der lavt nok indhold af de skadelige stoffer betegnes vandet som ”rent” - men altså, vandet er bare mindre giftigt end andet. Jeg er sikker på, vi skal langt ned under Silkeborgs bøgeskove for at finde nogenlunde rent vand. Vi skal spise økologisk for at passe på naturen – kloden – os selv. Vi skal spise økologisk for at sikre den biodiversitet, der er tilbage.
Det kan andre tale meget mere om. Vi skal producere menneskemad på vores landbrugsjord. Vi skal lære resten af verden, hvordan man gør det godt og effektivt. Det er for mig at se den eneste måde, vi kan brødføde verdens befolkning. Vi kan i Danmark isoleret set nøjes med at bruge mindre end 1/3 areal landbrugsjord til alt det mad, vi behøver. Vi kan lukke drænrør i 1/3 af vores opdyrkede land, som så bliver natur og med et trylleslag opfylde FN´s vedtagne mål om 30% beskyttet vild natur. Det mål skal Danmark opfylde inden år 2030 – altså om 7 år.!!! I dag har vi ca 1,6% Vi vil faktisk understøtte 12 af de 17 verdensmål på den måde.
Jeg ved godt, det vil betyde en total omlægning af dansk landbrug. Men vi må følge med tiden. Det er jo heller ingen det laver telefax maskiner længere.
I dag ser jeg min livsstil som et tilvalg. Et tilvalg for at vælge alle liv.
For dyrene – naturen – menneskeheden og klodens skyld.
~ skrevet af Steen Hoffmann, planteæder på 9'ende år.
Tusind tak for at dele din historie, Steen. Jeg håber, den vil blive delt vidt omkring og være til inspiration for mange, som . Jeg håber mange flere vil gå fra kødkost til plantebaseret
Flere historier fra landbruget kan findes ved at klikke her. Her kan du også sende din egen historie ind.