Forsker miljøretfærdighed Kyle Whyte argumenterer for, at vi skal ændre vores samtaler om klimakrisen, så vi kan forstå den gennem konceptet 'slægtskabstid'. På den måde kan vi komme til roden af årsagen til krisen og reelt forandre vores forhold til både jorden og hinanden.
Jeg så en lektion fra Kyle Whyte, professor ved University of Michigan, om det her fænomen med slægtskabstid, og synes, det er ret interessant. Jeg er selv overbevist om, at vores indre forhold til både hinanden, dyrene og jorden er årsagen til, at vi i det hele taget står i de store naturkriser.
Men Whyte satte en ekstra dimension på denne 'forbundethed', som han kalder 'kinship time', som er oversat til 'slægtskabstid'.
Klimaændringer tænkes ofte på som noget, der foregår i lineær tid - en række af begivenheder i tid, der fører til noget. Hvis vi for eksempel ikke begrænser den globale opvarmning til under 2 grader i de næste årtier, og beskytter, og genskaber, jordens biodiversitet, så står vi over for en stor række af naturkatastrofer. Men Whyte foreslår, at klimaændringer også bør tænkes på gennem et koncept kendt som slægtskabstid.
Traditionelle indfødte, som fx de indfødte amerikanere, forstår gerne tid gennem at se på forhold og relationer. Ikke kun dem vi har til vores familiemedlemmer, men de daglige forhold og relationer vi har, hvor der kan være et gensidigt ansvar, som med vores lærere, ledere, medarbejdere, men også med samfundet som helhed eller planter og dyr. Egenskaberne ved disse forhold omfatter samtykke, tillid og gensidighed.
Whyte hævder, at der, måske især i Vesten, men også i mange andre dele af verden, mangler en god forståelse af, hvor meget disse uformelle forhold betyder. Han mener, at den klimakrise, vi står over for, er forårsaget af sammenbruddet af vores relationer over tid, og for at løse krisen er vi nødt til at reparere disse relationer.
Man kan altså se på relationerne for at fortælle noget om tid, historie og sammenhæng, frem for at se på andre dele først.
Slægtskabstid uden ur
Du kan opleve tid udelukkende gennem slægtskabsforhold og derfra bogstaveligt talt slippe af med uret. Du kan opleve tidens varighed, hvad end det betyder, gennem de slægtskabsforhold, som du har.
Et eksempel er, at der kan ske en hurtig klimapåvirkning, som kan være brat og ødelæggende. Hvis du da ved, at du ikke har et støttenetværk omkring dig, som er i stand til at håndtere den ændring hurtigt, så kan det virke som om håndteringen vil tage 100 år eller aldrig ske. Eller, hvis du fx er interesseret i at lave et forskningsprojekt, men du vil gerne gøre det med en gruppe, som du desværre ikke har, så vil det føles som om, det forskningsprojekt er lysår væk.
Hvis du ikke kender folk rundt om dig, hvis du ikke har oprettet forbindelser af tillid og samtykke, så vil det føles som om, at det vil tage meget lang tid at oprette. På disse måder kan længden af tid opleves gennem slægtskabsforhold. Det er altså ikke kun gennem år eller måneder, man kan opleve tid og varighed på. Du kan opleve varighed af forskellig længde uden at skulle appellere til bestemte tidsenheder.
Det, der her foreslås er, at hvis man forstår tid gennem slægtskaber, så kan forandring ske med slægtskabets hastighed.
Hvad betyder det i en klimasammenhæng?
I et interview med Grist forklarer Whyte, som også er medlem af Potawatomi Nation, der tjener i Det Hvide Hus Environmental Justice Advisory Council, hvordan man bruger det i en klimasammenhæng.
"Det presserende grundlag er ikke kun, at der er planetære kriser på vej, men snarere, at klimakrisen blev bygget på generationer af ulighed," sagde Whyte, og fortsætter:
"Hvis folk ikke erkender, at det er en retfærdighedskrise såvel som en naturkrise, så vil de fortsætte med at foreslå problematiske løsninger."
Det er nemlig relationen, til både planeten og undertrykte befolkningsgrupper, som led forfærdelige tab og uretfærdigheder, inden mængden af CO2 i atmosfæren steg. Man tog land fra folk og fjernede natur for at skabe den industrielle revolution. Der var ingen gensidighed, respekt eller tillid i slægtskaberne.
Hvad vil det sige at tænke på klimaforandringer gennem slægtskabstid?
Whyte fortæller, at problemet, vi står over for lige nu, er, at fordi folk tænker på klimaændringer fra lineær tid, så foreslår de løsninger, som vi ved faktisk vil være dårlige for mange samfund, inklusive oprindelige folk, men det er heller ikke holdbare løsninger i forhold til naturen.
Hvis du ændrer din orientering, og du ser på klimakrisen gennem slægtskabstiden, er det en krise, der startede for flere hundrede år siden.
Klimaændringerne i sig selv skyldes ikke kun den øgede koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. Det er også forårsaget af historiske sammenbrud i slægtskabsforhold.
Industrier er ansvarlige for de væsentligste fysiske drivkræfter bag klimaændringer - udvindingsindustrier, fossile brændselsindustrier, de industrier, der slog rod i det tidlige 19. århundrede i den industrielle revolution. Biodiversitetskrisen, den sjette masseudryddelse, er en komplet tilsidesættelse af respekt, forståelse og forbundethed med naturen og andre liv omkring os. Manglende slægtskab.
I en kontekst som Amerika fx slog disse industrier rod, fordi de fratog indfødte folk deres land, hvilket var en dyb respektløshed i forbindelse med slægtskab. En masse oprindelige folk vil fortælle, at det var en periode, hvor slægtskabsforhold blev alvorligt kompromitteret.
Det opleves som en tid med omvæltninger og lidelser, da disse industrielle industrier etablerede sig. Så over tid, efterhånden som de er blevet ved med at vokse, har de haft en frygtelig indvirkning på klima og økosystemer.
Det presserende spørgsmål er ikke kun, at der er trusler på vej, men snarere, at klimakrisen blev bygget på generationer af ulighed og tilsidesættelse af slægtskab.
Og fordi, at denne forståelse stadig halter alvorligt efter, så kommer man frem med løsninger, som allerhøjst er små plastre på det store sår, og dermed ikke reelt holdbare løsninger.
Et godt eksempel, som jeg kom til at tænke på, er, at oprindelige folk har haft landbrug i tusinder år, som var i balance med de omkringliggende økosystemer. Hvor jorden ikke blev udpint, men hvor god, næringsrig mad blev dyrket. Disse forståelser for landbrug og vigtigheden af biodiversitet bliver til stadighed ignoreret.
Eller bare forståelsen af, at vi selv er i slægtskab med naturen, så når vi gør skade på den, så gør vi direkte skade på os selv.
Når vi forstår værdien og slægtskabet med hinanden, på trods af forskelligheder, og med naturen, så kan vi begynde at tage beslutninger for løsninger, som reelt er holdbare i længden, og som kan regenerere ikke kun naturen og klimaet, men også vores forhold til hinanden.
Dette kan opleves i løsninger, hvor man fx i økonomi tænker i Doughnutmodellen eller i landbruget tænker lokalt dyrket plantebaseret mad med permakultur eller regenerativt landbrug.
Comentarios