Jeg talte med min datter om samfundsfag, som hun har for tiden på hendes gymnasie. Vi kom til at tale om fløjene, og hvad disse hver især står for.
Da vi talte om højrefløjen, så kom sætningen frem med at: “vi er vores egen lykkes smed”.
Efterfølgende har jeg tænkt en del over den sætning, og hvor skør den egentlig er. Jo, jo - med disciplin, fordybelse og en masse arbejde kan vi opnå rigtig meget selv, men at tro vi alene er skyld i de gode resultater, er at gøre sig blind overfor alt andet end sig selv (og evt. sine nærmeste).
Ingen af os er nogensinde alene om noget som helst. Vi er alle et resultat af alt andet, og det kan aldrig være anderledes.
Tusind ting omkring os skal falde i hak for, at vi kan opleve ethvert øjeblik i vores liv.
Folk vi har talt med, set, hørt og mødt gennem hele vores liv har efterladt små tanker i os, som på hver deres måde har formet vores egne tanker, ideer og måde at være i verden på.
Vores krop er skabt af alt den føde, som vi har indtaget, som andre mennesker har dyrket, passet, pakket og fragtet.
Vores tøj, møbler, bolig, veje og alt andet omkring os er et resultat af andre menneskers arbejde og ideer, og det hele har en indvirkning på, hvordan vi oplever verden - og dermed hvad vi selv sender ud i verden.
Alt omkring os har en effekt i os, og alt omkring os er et resultat af andre mennesker og naturen.
Naturligvis kan vi arbejde med vores bevidsthed, nærvær og egen fordybelse og selv forandre vores forhold til tanker, følelser og ideer. Vi kan være mere eller mindre bevidste. Vi kan også være opmærksomme på, hvem og hvad vi bruger tid og energi på, men vi kan ikke undgå at være en integreret del af en større helhed, hvor vi altid er i udveksling med alt andet omkring os.
Især i dag, hvor vi er overeksponeret af andres ideer og tanker via TV og SoMe. Bare dagligdagen generelt, hvor vi forbruger en masse, som er resultatet af andre menneskers arbejde - og resurser fra naturen.
Jeg siger ikke, at nu må vi ikke sige: "vær din egen lykkes smed", men jeg tror, det er vigtigt, at vi ved, at det kun er en lille del af en større fortælling om et liv, som aldrig står alene, men som altid vil være en lille del af et større hele, som vi er ligeså meget, som vi er den lille del.
Komentáře