Enhver, der har haft et tæt forhold til et dyr, har haft en oplevelse af dette dyrs intelligens og følelsesliv. Forskning åbner op for, at denne fornemmelse ikke er fantasi, men at alle dyr har en form for tænkning, og at kultur og sprog ikke kun er forbeholdt mennesker.
Når der påstås, at dyr har både følelser, kultur, sprog og en form for tænkning, er det ikke længere at tillægge dyrene menneskelige kapaciteter. Tværtimod er det en anerkendelse af det, som vi hver dag får bekræftet gennem forskning. Det er dog også en anerkendelse af de oplevelser, som mange af os har, når vi er tæt på vores egne dyr, som fx hunde eller heste. Når vi observerer, eller har en fornemmelse af, at hunde fx tænker over, hvor de skal gemme deres pind, men efterfølgende fortryder, hvor den var gemt, og derfor beslutter sig for at gemme den et nyt sted -
- vores oplevelse af deres tænkning er helt reel.
Forskning viser, at vi langt fra er de eneste, der har kultur. På samme vis kan forskere nu også fortælle om, hvordan de hele tiden bliver klogere på, at også dyrenes sprog er mere komplekst end hidtil troet, og at dyrene i høj grad også har følelser og endda evner for empati.
Herunder vil jeg gennemgå lidt af det, som kan konkluderes i forbindelse med kultur, sprog og følelser i dyreriget.
Frans de Waal, biolog og primatolog, bemærker, at jo mere vi studerer andre arter, jo mindre unikke ser vi ud til at være:
"Efter aberne har nedbrudt grænsen mellem mennesker og resten af dyreriget, åbner sluserne sig ofte for at inkludere art efter art."
Det at kunne bedrage andre, planlægge fremtiden og genkende sig selv i et spejl blev engang anset for at være kognitive kapaciteter, der var eksklusive for os mennesker. Det viser sig dog gang på gang, at disse evner går igen i mange andre arter. Det er fascinerende stof at dykke ned i.
Kultur gennem dyreriget
Kultur omhandler de forskellige traditioner for skikke i forskellige dele af verden. Det kan omhandle sprog, beklædning og værktøj, men også regler, værdier og vaner. Ting, der er forskellige for forskellige grupper af mennesker. Kultur er forankret i vores evne til at lære af andre, komme med nye innovationer og videregive vores viden på tværs af tid. Det viser sig, at denne evne ikke kun ses hos mennesker, men ud over det meste af dyreriget.
Ligesom mennesker i forskellige regioner taler forskellige sprog eller dialekter, gør fugle det også. Nogle af de tidligste beviser på dyrekultur kommer fra observationer af sangfugle. Det viser sig, at forskellige sange observeres i forskellige regioner. På samme måde synger hvaler, der bor i forskellige lokaliteter, også forskellige sange. Forskellige dialekter i forskellige egne er også fundet hos muldvarpen. Det åbner op for, at langt flere arter ikke kun laver lyde, som er bestemt af instinkt og gener, men også gennem individer og det specifikke miljø, som de befinder sig i.
Kulinarisk kultur
Forskere har observeret beviser for, at dyr kan have kulinariske kulturer. Et klassisk eksempel kommer fra observationen i 1950'erne af makaker, der levede på en japansk ø. En makak begyndte at vaske sine søde kartofler i en nærliggende å. Over tid begyndte andre medlemmer af gruppen at kopiere denne adfærd, og begyndte at vaske dem i havet, potentielt for at tilføje en salt smag. Denne nye måde at tilberede mad på spredte sig gennem gruppen, lært af den ene generation efter den næste og fortsatte i årevis. At dyppe en sød kartoffel i havet, før den spises, kan virke langt fra vores kulinariske evner, men det er dog tegn på kulturel overførsel. En ny adfærd er opfundet af et medlem af gruppen, lært af andre og ikke kun kopieret, men også ændret, på tværs af generationer.
Man har også fundet, at hvis et individ var blevet lært en form for spisning hos sin egen gruppe, men derefter flyttede til en ny gruppe, som spiste anderledes, så ændrede individet sig til at spise som sin nye gruppe. Denne opdagelse viser:
at social læring og kulturel overensstemmelse spiller en vigtig rolle i adfærden hos dyr såvel som mennesker.
Kulturel praksis gælder også hos insekterne
Det er ikke kun pattedyr eller fugle, der har vist sig at have evnen til at overføre kulturelle praksisser. I en undersøgelse trænede forskere en bi til at trække i en snor for at frigive nektar fra en kunstig blomst. Forskerne fik derefter andre bier til at observere denne adfærd på afstand og fandt ud af, at de nemt lærte den. I et andet eksperiment lærte forskerne en række individuelle bier denne adfærd og returnerede dem derefter til deres bistader, hvorefter par af bier (en der havde lært snoretræk-opgaven og en der ikke havde) fløj til den kunstige blomst. Imponerende nok lærte næsten halvdelen af bierne hurtigt af deres trænede bikube-ven og begyndte at bruge snoretrækteknikken. Forfatterne konkluderede, at dette arbejde var en glimrende demonstration af kulturel overførsel blandt insekter.
Der er langt flere beviser af kultur i dyreriget, som fx brug af forskellige værktøjer, men også vilkårlige skikke, som fx noget der kan ligne mode-adfærd blandt chimpanser, hvor de puttede græs i deres ører. Denne mode-adfærd er også set hos spækhuggere, som Carlyn Kranking, videnskabsredaktør, fortæller her til 'The Smithsonian':
"Der var engang, hvor unge spækhuggere i en bestemt population svømmede rundt med en død fisk på hovedet. Det var i Puget Sound-området i Stillehavet. En spækhugger startede det tilsyneladende, og i løbet af de næste par uger gjorde andre spækhuggere det samme - iførte døde laks som hatte, og så stoppede trenden. Det var bare en kortvarig fadæse i 1987."
Hvis vi oveni udvider vores definition af kultur ud over adfærdsmønstre eller begreber, som er lært af andre, og inkluderer kulturelle mønstre, der kan være fremkaldt af miljø, så ser vi langt flere ligheder mellem dyre- og menneskegrupper. Det kan være både fourageringsadfærd, mandlig investering i afkom og omfanget af socialt hierark.
Ikke kun mennesker har sprog og dialekter
Som fundet med forskellige dialekter hos både fugle, hvaler og muldvarpe, så åbnerne der sig mere og mere viden om dyrenes evne for sprog.
Mange forskere har kaldt sprogets oprindelse "det sværeste problem i videnskaben". I en stor artikel fra 'The New York Times' gennemgås en stor del af forskningens historie. Artiklen beskriver, at ‘vokal læring’ hos mennesker forstås som en færdighed, der er afgørende for det talte sprog. Denne færdighed er dog nu opdaget hos andre arter end mennesker lige fra kolibrier til elefanter og flagermus. En række fund har også afsløret et stort landskab af lyde hos skildpadder, der producerer og reagerer på lyde for at koordinere tidspunktet for deres fødsel; korallarver, der kan høre lyden af sunde rev; og planter, der kan registrere lyden af rindende vand og gnaven af insektrovdyr.
Forskere har fundet hensigt og mening i disse lyde, såsom den målrettede brug af forskellige lyde til at formidle information. Deres teori er, at dets regelbaserede interne struktur, opstod fra sociale drifter, der er fælles på tværs af arter.
Med hver opdagelse er skellet mellem mennesker og resten af dyreverdenen udhulet. Vi har set os selv som unikke, og det har vi brugt til at retfærdiggøre vores herredømme over andre arter. Nu har eksperter inden for lingvistik, biologi og kognitiv videnskab mistanke om, at sprogkomponenter kan deles på tværs af arter. Forsøg på at finde de særlige biologiske mekanismer - hvad enten det er fysiologiske, neurologiske eller genetiske, der gør vores sproglige evner inde for fx poesi mulige, er alle kommet til kort.
Som et fremhævet eksempel fandt man i 2001 genet FoxP2. Dette skulle være det eftertragtede gen, der gjorde det muligt for mennesker at tale. Efterfølgende dukkede det dog op i både gnavere, fugle, krybdyr, fisk og gamle menneskearter som neandertalere, hvis version af FoxP2 ligner vores. Man fandt endda i 2014, at de neurale kredsløb, der gjorde det muligt for sangfugle at lære og producere nye lyde, matchede dem hos mennesker, og at de gener, der regulerede disse kredsløb, udviklede sig på lignende måder.
Andre arter bruger bevidste ordlignende signaler, ligesom vi gør. Nogle, som f.eks. japanske mejser har været kendt for at kombinere forskellige signaler for at skabe nye betydninger. Mange arter er sociale og praktiserer kulturel overførsel, hvilket opfylder, hvad der kan være forudsætningen for et struktureret kommunikationssystem som sprog.
Der var ikke noget "great leap forward"
Da mange af disse forskellige undersøgelser har svært ved at finde den komponent, som gør os mennesker så særlige, så konkluderede Cedric Boeckx, en teoretisk lingvist ved universitetet i Barcelona, i tidsskriftet Frontiers in Neuroscience at: "Der var ikke noget "great leap forward."
Der er naturligvis ikke nogen tvivl om, at vi mennesker er unikke i vores måde at skabe på og bruge sprog, historier og matematik, men forskningen viser, at vi på trods af denne indlysende forskel, alligevel ikke er så særlige, da vi deler de fleste af vores evner med resten af dyreriget. Vi har udviklet os sammen med dem med de samme grundsten.
I 2020 blev der udgivet en rapport, som beviste at krager har bevidste, subjektive oplevelser. Man har tidligere troet, at det krævede en hjerne som primater, men som forskerne fortæller:
"Resultaterne af vores undersøgelse åbner op for en ny måde at se på udviklingen af bevidsthed og dens neurobiologiske begrænsninger."
Primær bevidsthed er den mest basale form for bevidsthed, som vi kategoriserer den – bevidsthed om at opfatte verden i nuet (og den umiddelbare fortid og fremtid). Det er blevet forbundet med primatens hjernebark, et komplekst lagdelt område af pattedyrshjernen.
Fuglehjerner er struktureret helt anderledes end primathjernen og er glatte, så selvom om krager og ravne er utrolig kloge, med kognitive evner fundet hos primater, var der stadig spørgsmål om, hvorvidt de kunne have bevidste tanker.
Resultaterne bekræfter, at subjektive oplevelser ikke er eksklusive for primaters hjerne – og at pattedyrshjernens komplekse lagdeling ikke er et krav for bevidsthed. Faktisk finder en anden ny undersøgelse, at glatheden af fuglehjerner slet ikke er tegn på mangel på kompleksitet.
Det er muligt, at lignende kognitive evner udviklede sig uafhængigt i både fugle og pattedyr, et fænomen kendt som konvergent evolution. Men det er også muligt, at vores hjerner er tættere beslægtede, end deres forskelle kan antyde.
Professor i dyrefysiologi Andreas Nieder fortæller:
"De sidste fælles forfædre til mennesker og krager levede for 320 millioner år siden," sagde han. "Det er muligt, at perceptionsbevidstheden opstod dengang og er gået i arv lige siden. Under alle omstændigheder kan evnen til bevidst oplevelse realiseres i forskelligt strukturerede hjerner og uafhængigt af hjernebarken."
Det betyder, at primær bevidsthed kan være langt mere almindelig på tværs af dyreriget. Dyrene er bevidste og har en form for tænkning og oplevelse af dem selv. Derfor giver det også mening, at man fx har fundet, at elefanter og grise kan opleve noget, der ligner PTSD efter traumatiske oplevelser.
Et fælles følelsesliv
Lori Marino er biopsykolog og arbejder til daglig med hvaler og delfiner. I et interview til Smithsonian Magazine fortæller hun om, at vi i dag ved, fordi vi har set på dyrenes hjerner og studeret dem, at de ikke er så anderledes fra os, og at vi ikke skal blive overraskede, når dyrene viser forskellige følelser. Faktisk bør vi opleve en "forbindelse og medfølelse for dem, fordi de ikke er så anderledes, at vi umuligt kan vide, hvad de tænker og føler."
Og fortsætter:
"Vi kan se på deres hjerne, vi kan se på deres adfærd, vi kan se på pattedyrenes evolutionære historie, vi kan se på grundlæggende biologi og drage slutninger om, hvordan det er at være en spækhugger eller en delfin eller en hvidhval eller en tiger eller et menneske".
Dyrenes hjerner har både ligheder og forskelle fra vores. Men lighederne gør, at der er et overlap i vores psykologi, og det er det, som forskningen i disse år hele tiden bekræfter. Men det er ikke kun hos "storhjernede pattedyr", siger Marino:
"Jeg taler om fugle, jeg taler om insekter. Og det er virkelig interessant, for vi oplever, at mange af de egenskaber, som vi troede var menneskelige og unikke, ikke er det, og det er vi nødt til at tage et opgør med."
Det er faktisk en selvfølge at ikke-menneskelige dyr har følelser. Hvis vi ser på hjernens/nervesystemets evolutionære historie, selv så langt tilbage som de encellede dyr, kan vi se en rød tråd. Det første, hjerner gør, er, at fortolke og drive adfærd, og den adfærd, siger Marino, er drevet af følelser.
Uden følelser ville der ikke være noget liv.
Marino fortæller, at mennesker, der har problemer med deres limbiske system, og som ikke har den rigtige form for følelsesmæssig behandling, de kan ikke træffe en beslutning. Så det her handler ikke kun om at føle, det handler om at handle, beslutte og motivere adfærd, følelser, bevægelse. Så følelser tjener til at give alle organismer mulighed for at træffe de rigtige slags beslutninger om, hvordan man overlever, hvad der føles godt, hvad der ikke føles godt, hvilken hukommelse man har om et sted, hvor der skete noget dårligt eller godt. Det er basale ting, og det er det egentlige grundlæggende formål med følelser.
Marinos pointe er, at det ikke er noget, der er unikt for mennesker. Alle dyr med hjerner har følelser, fordi de er nødvendige.
Det ses også i forbindelse med evnen for empati og medfølelse. De andre dyr har op til flere gange vist, at de forstår andres lidelse, og at de endda er i stand til at tænke sig frem til, hvordan de kan hjælpe disse andre ud af lidelsen - og det gælder ikke kun i forhold til deres egen art. Ofte ses det, hvordan dyrene handler på vegne af andre arter:
Vi er alle individer
Når vi taler om ikke-menneskelige dyr, så har vi det med at kategorisere dem efter art. Vi siger, at elefanter er sådan og sådan, bier er sådan og sådan og mus er sådan og sådan. Men vi er alle individer og viser forskellige adfærd inde for vores egen biologi.
Når vi ser en gruppe af spækhuggere fx, så bør det ikke kun handle om, hvor mange der er, men hvad deres kultur er. Hvis vi erkender, at de har kultur, så er det en hel kultur, der er på spil, hvis denne unikke gruppe af spækhuggere udryddes. Det kan godt være, der er 150 individer, men hvem er de, og hvordan lever de?
Marino fortæller, at der er en masse interessant videnskab, der er blevet lavet, som kaldes social netværksanalyse, der viser, at hvordan du interagerer med fx en gruppe delfiner, bestemmer levedygtigheden af den gruppe. Hvis man går ind, og prøver at fange en delfin, der er i udkanten af sin gruppe, har det måske ikke den store indflydelse på selve gruppen, selvom det naturligvis vi have stor indflydelse på individet. Men hvis man går ind og tagger eller fanger en delfin, som er et bindingspunkt på det sociale netværk, kan man have dyb, blivende indflydelse på hele gruppen.
Andre forskere argumenterer stærkt for, at vi skal tale om 'personer', når vi har at gøre med de andre dyr. I denne artikel fra 2017 argumenterer biolog John A. Shavik for dyrenes individuelle personligheder:
"Forskerne begynder igen at se nøje - og kreativt - på dyrepersonligheder. Det, forskerne finder, er forbløffende. Fra krabber til prærieulve til krager og et utal af andre arter - dyrs personlighed og følelser er mere end cocktailparty-samtale; personligheder muliggør relationer mellem mennesker og andre arter, og de driver økologi og evolution".
Som eksempel er det en agressiv personlighed, eller mangel på samme, som er bestemmende for spurvefuglens evolutionære bane i forbindelse med valg af partner og lokale bosætningsmønstre.
Vi har en del at lære - eller genlære
Som mennesker kan vi godt lide at sige, at vores hjerne er den mest udviklede hjerne på planeten, selvom denne førsteplads faktisk tilhører spækhuggeren. Vi skal genfinde en ydmyghed i forbindelse med vores plads på planeten i samspil med de andre dyr - og dermed også naturen. Denne læring i ydmyghed kan findes i den forskning, som er beskrevet i denne artikel. Vi er langt fra de eneste med tænkning, følelser, kultur og sprog.
Historien viser både, at vi mennesker er de mest destruktive på vores planet, men den viser også, at vi er i stand til en stor grad af medfølelse, innovation og omtanke. Vi har haft flere kulturer, hvor vi var i balance med vores omkringliggende økosystem - vi vidste, at vi var en del af det, og at vi spillede en vigtig rolle i bevarelsen af dette økosystem, så vi kunne garantere en tryg forsyning af fødevarer og kontinuitet. Men i sær i vesten har vi glemt denne balance og været blindt fokuseret på vores indbildte herredømme over jorden og de andre dyr. Dette ses ikke mindst i måden vi i dag producerer landbrugsdyr og udpiner naturen.
Med den viden, vi i dag har om de andre dyr, følger også ansvar og et moralsk spørgsmål om, hvad vi byder de andre arter af lidelser. Både når det kommer til vores produktioner, hvor dyrene direkte eller indirekte bruges i produktionen, men også når det kommer til, hvordan vi fælder skove og omdanner vores landskaber, hvor disse dyr har deres hjem - og forskellige unikke kulturer og sprog.
Komentarze