Nytårsaften 2014-15 gik min mand og jeg i gang med et nytårsforsæt, som vi faktisk har holdt ret godt. Det var efter flere måneders afprøvning og research, men også dokumentarer, som ramte virkelig hårdt og inspirerede os til forandring. Vi ville ikke bare passe på vores egen krop, men også planeten, ligesom vi heller ikke ønskede at skade dyr unødigt. Én handling gør en positiv forskel for alle disse tre områder:
Vi valgte derfor, at vi ikke længere ville købe noget, som var produceret på en måde, hvor dyr med vilje var blevet skadet på den ene eller den anden måde.
Jeg har altid forsøgt at være faktuel. Jeg vil gerne være sikker i de ting jeg gør og siger. Da vi har børn, som naturligvis skal ernæres ordentligt, så havde jeg sat mig godt ind i, hvad både WHO, verdens største diætistforening og andre landes rådgivning var mht. ernæring på plantekost. Vi var dermed klædt godt på med viden, og her 8 år efter kan jeg konstatere, med vores læges udsagn og på baggrund af blodprøver, at vores børn og vi selv intet mangler af vitaminer og mineraler.
Kaninhullet blev dybere
Efter den nytårsaften, sank jeg længere og længere ned i kaninhullet. Jeg fandt ud af mere og mere i forbindelse med dyrelandbruget. Jeg havde før, med god samvittighed, købt dansk kød, fordi jeg var stolt over historien om vores dyrevelfærd og landbrug. Jeg har, ligesom så mange andre danskere, ikke forestillet mig, at vi var et land, der med fuldt overlæg ville gøre skade på dyr, og derefter kalde det ‘god dyrevelfærd’ og ‘verdens bedste’. Jeg havde heller aldrig før forsøgt at grave lidt i den fortælling, for hvorfor skulle man også det? Jeg havde haft en minkpels, elskede bacon, og nægtede endda at dele min bacon med mine børn. Oveni havde jeg en fast flæskestegssandwichpusher, og det ville jeg ikke sætte på spil.
Men som Alice i kaninhullet blev jeg mere og mere rystet, chokeret, forarget og vred. Her er nogle af de fakta, som jeg fandt ud af:
Vi avler over 200 millioner dyr om året i Danmark.
Knap hver tredje svinebesætning og hver anden kvægbesætning i Fødevarestyrelsens seneste kontrol har ikke styr på dyrevelfærden. Dette på trods af, at landmændene ved, når kontrollen er på vej.
Cirka 29.000 pattegrise dør i stalden hver dag.
Cirka halvdelen af køerne har sygdomme og ondt i deres klove.
Mere end hver tredje so har mavesår.
Søerne tvinges dagligt op at stå ved at slå dem mm., da deres fremavlede krop er for tung for dem, og gør ondt.
Ingen af dyrene går frivilligt til slagtning, men oplever angsten ved lugtene, lydene og uvante omgivelser.
Grisene kæmper desperat for deres liv i gaskammeret, som gør ondt i lungerne.
Dyrenes reproduktion foregår ved menneskehænder, der onanerer på handyrene og inseminerer hundyrene.
Selv fritgående og økologisk fjerkræ holdes ofte inde pga. risiko for fugleinfluenza.
Ænder, som bedst trives i vand, har oftest ikke vand at bade i i staldbygningerne.
Der er utallige produktionssygdomme, som er sygdomme, der udvikles, fordi dyrene er en del af en produktion, og ikke lever naturlige liv udenfor, hvor de kan udleve deres naturlige adfærd.
Listen er meget længere.
Da jeg fandt disse fakta, så billeder og videoer, og selv kiggede ind ad vinduerne ude på landet, hvor jeg udenfor så lig, der lå klar til afhentning, begyndte jeg at undersøge lovgivningen. For hvordan kunne det være lovligt at behandle dyr på en måde, som er så meget imod deres natur, udvikler sygdomme hos dem, og tydeligvis er smertefuldt for dem?
En forfejlet lovgivning
Så vidt jeg kunne se, var lovgivningen helt klar. De første 3 paragraffer siger, at vi skal:
“...beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Og loven har til formål at varetage dyreetiske hensyn.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
Og enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov”.
Jeg kunne slet ikke få de paragraffer til at passe ind i det, jeg nu vidste om dyrelandbruget.
Vi ved, at alle dyr er sansende væsener, som kan føle både fysisk og psykisk, og har medfødte behov, som ikke kan avles ud af dem. Jeg har talt med flere forskere, som bekræfter, at dyrene har en form for tænkning. Vi ved også, at de har evner for empati og handler på den. Det ses fx, når de forsøger at redde hinanden ud af farlige situationer, selv andre arter. Det kan en nem søgning på youtube vise.
Så med viden om dyrene og lovgivningen på plads, hvordan kunne det, som jeg så i landbruget, være lovligt?
Der er åbenbart tonsvis af bekendtgørelser, som lovliggør produktionsforholdene og avlen. I bekendtgørelser om svin står der fx, at en gris på 85-110 kg må have 0,65 kvm til rådighed. Altså under en kvm. til et dyr på 90 kg. I naturen er pattegrisene hos deres mor i op til 3 måneder. I landbruget må de fjernes efter 3 uger. Til sammenligning skal en gråand på 8 uger have 1 kvm.
Havde vi sagt ja, hvis vi havde et valg
Jeg har stadig svært ved at se, at landbruget lever op til de rammer, som Dyrevelfærdsloven har sat. Vi er alle enige i det rigtige i de første paragraffer, så hvordan kan det være, at vi lukker øjnene for, at de ikke overholdes i praksis? Min første indskydelse er, at vi simpelthen ikke ved det. Min anden er, at vi heller ikke rigtig kan tro det, for vi har altid fået noget andet fortalt, og vores selvbillede som et godt, ansvarligt og moralsk land og folkefærd er svær at udfordre. God dyrevelfærd er en del af vores identitet, ligesom bacon og flæskesteg, og det vil vi helst ikke give slip på.
Men er dyrene, og vi selv, tjent med, at vi accepterer deres lidelser for en sandwich?
Jeg tror, at hvis vi havde haft et reelt valg i stil med et folketingsvalg, hvor vi skulle svare ja eller nej til at avle, indespærre og gasse millionvis af dyr hvert år velvidende alle de konsekvenser der er med produktionssygdomme, smerter og daglige dødsfald i staldene, så havde vi ikke stemt ja med vores kryds i boksen.
Derfor må det også være på tide, at der bliver sagt reelt fra over for produktionen. Det er gået alt for langt, og vi er nødt til at ændre landbruget, så vi reelt kan være stolte over, hvordan vi lever med dyrene omkring os. Ingen af os kan længere være tjent med at se den anden vej.
Comments