Det er praktiserende dyrlæge, Astrid Ruegaard Hansen, der har skrevet denne artikel.
I 2022 kom det frem, at tidligere fødevareminister Dan Jørgensens stort anlagte aftale med landbruget, ”Svinehandlingsplanen” fra 2014, er blevet en kæmpe fiasko. Ikke bare for Dan Jørgensen, men i høj grad for grisene.
Et af de punkter i aftalen, hvor der er sket direkte forværringer, og som i 2024 stadig er et stort problem, er so-dødeligheden. Altså antallet af søer der dør eller må aflives undervejs i deres i øvrigt ret korte liv.
I aftalen lovede landbruget, at man frivilligt ville arbejde for at ”flere pattegrise og søer skal overleve” - men begge dele er mislykkedes. Mængden af søer, der ikke klarer det hårde produktionsliv, er steget fra ca. 12 % i 2014 til over 16,5 % i 2022. Det betyder, at hver 6'te so i Danmark ikke klarer produktionskravene, og antal døde smågrise er over 10 millioner om året - 27-29.000 hver eneste dag.
Soens liv
En almindelig dansk, ekstrem-avlet so-gris bliver kønsmoden, når hun er ca. 8 mdr. Hun kaldes en polt. Hun forventes at føde et kuld grise 2,3 gange om året i en konstant cyklus uden pauser inden hun dør, bliver aflivet eller slagtet indenfor de næste 2-3 år. Enkelte søer holder op til 11 fødsler, og nogle føder ekstremt mange grise - sommetider over 30 i et kuld. Landbruget kalder dem ”supersøer”. En so ville under naturlige forhold kunne blive over 10 år, og ville føde 12-14 grise i et kuld - en gang om året.
Polten bliver lukket ind i en lille kropsnær boks i løbestalden, hvor hun bliver insemineret (løbet), og hvor hun typisk står i ca. 5 uger, indtil hun er konstateret drægtig. Disse bokse er lovlige indtil 2035 for stalde opført før 2015.
Herefter flyttes hun til drægtighedstalden, hvor hun går løs mellem andre drægtige søer.
Drægtigheden varer 3 mdr., 3 uger og 3 dage. I drægtighedsstalden ses en del slagsmål, da grise fungerer bedst i fasttømrede flokke.
Kort inden fødslen (faringen) flyttes hun til farestalden, hvor hun spærres inde i en såkaldt fareboks.
Indespærret i det lille bur føder hun sine grise. Uden mulighed for at udføre al den nedarvede redebygningsadfærd, som hun har behov for. Se film her. Fødslerne er ofte langvarige, bl.a. fordi hun er avlet til at danne unaturligt mange fostre, hvoraf flere er små og svage - de såkaldte delfingrise. Og soen selv er i dårlig form.
Hun opholder sig i den lille boks i de 3-4 uger, hvor hun får lov at beholde sine grise. Herefter bliver de brat fjernet fra hende, og hun bliver flyttet til løbestalden for at blive insemineret igen i løbet af få dage.
En del søer bliver brugt som ammesøer. Det betyder, at de får tildelt et kuld overskydende grise, efter at de har fået fjernet deres egne, og må tilbringe endnu 3-4 uger i fareboksen, før de flyttes til løbestalden igen.
Og så starter cyklus forfra.
So-dødeligheden er stor - og stigende - i de danske besætninger. I 2021 modtog DAKA 11.092 flere søer, sopolte og gylte end i 2020. Sodødeligheden er steget fra 15,1 % af årssøerne i 2020 til 16,5 % af årssøerne i 2022.
Billedet til højre blev taget af Lisel Vad Olsson en tilfældig på Falster, hvor de kunne ses fra vejen.
Årsager til so-dødelighed
I 2019 udgav Århus Universitet en forskningsrapport: 'Årsager til spontan so-dødelighed i farestalden'.
Med udgangspunkt i ti konventionelle sobesætninger, som primært var udvalgt, fordi de lå i kort afstand fra laboratoriet, og måske derfor ikke repræsenterer alle danske besætninger, har forskerne undersøgt dødsårsager og forhold omkring dødsfald hos 56 spontant døde søer i farestalden i perioden fra april 2018 til juni 2019. Alle søer stod i farebokse, som langt de fleste danske søer gør.
Af rapportens konklusioner fremgår det blandt andet:
”Dødeligheden hos søer i Danmark lå i 2018 på 12,6 %. Omtrent halvdelen dør spontant og ofte uden forudgående symptomer. De fleste spontane dødsfald sker i farestalden. Af praktiske grunde bliver der ofte ikke stillet en efterfølgende diagnose, og derfor er det svært at sætte ind med en målrettet indsats.”
Forskerne fandt følgende dødsårsager hos søerne:
LEVERDREJNING:
”Den ene leverlap (leveren hos svin består af 4 lapper) er drejet om sin egen akse 180-360°, hvilket har medført en pludselig aflukning af blodcirkulationen med ophobning af blod, vævsdød og lokal vækst af bakterier. I alle de registrerede tilfælde, var der tale om drejning af den yderste venstre leverlap (lobus sinister lateralis), men det er ikke konsekvent noteret. Søerne er døde af shock som følge af metabolitter fra bakterier i blodbanen (=endotoxinæmi) samt cirkulationsforstyrrelse. Shock er en patofysiologisk tilstand, der består af flere elementer og ultimativt fører til fatalt kollaps af den perifere blodgennemstrømning (Slauson, 1990). Luftproduktionen i det drejede levervæv er sket, mens søerne var i live som følge af bakterievækst. Ud fra de histologiske forandringer tyder det i de fleste tilfælde på, at drejningen var opstået inden for de seneste 12 timer før dødens indtræden. I to tilfælde så det ud til, at der var gået længere tid, op mod 24 timer”.
Citat fra rapporten.
Hvor smertefuldt er det mon, i de 12-24 timer soen er om at dø? Det vurderes ikke i rapporten.
Forskerne blev overraskede over den store mængde af leverdrejninger. Man diskuterer årsagerne, som fx, at der er sket en stigning i antal leverdrejninger i forbindelse med, at søerne, pga. de store produktionskrav (hun skal føde mange flere grise end hendes krop er skabt til), fodres med øgede mængder protein og meget lidt fiberholdigt foder.
Fotos fra SEGES, Laboratorium for Svinesygdomme. Fotoserie af so med leverdrejning: Øverst venstre: Ved åbning ses store mængder blodig væske, fibrin og blodkoagler. Øverst højre: Yderste venstre leverlap er kadaverøs og virker for stor. Nederst venstre: Når man tager fat i leverlappen ses, at den er drejet om sin egen akse. Nederst højre: Der ses ruptur af leverlappen.
FARINGSKOMPLIKATIONER:
”I 8 ud af 9 tilfælde skyldtes det rådne fostre i børen/livmoderen, og søerne er efterfølgende døde af shock udløst af metabolitter fra bakterier/endotoxinæmi, det samme som blodforgiftning. Søer med rådne fostre i børen sås i syv af de ti besætninger. Ét tilfælde var der ruptur af blodkar ved uterus (livmoderen). 2 af søerne havde i øvrigt blødende mavesår, som vurderedes at være opstået sekundært som følge af endotoxinæmi (der bl.a. gør blodkar skrøbelige)”.
Citat fra rapporten.
Alle disse søer har ikke kunnet føde alle de unaturligt mange fostre, som deres kroppe er blevet avlet til at danne, så fostrene er gået i forrådnelse inde i livmoderen.
Der står heller ikke her noget om, hvor smertefuldt det må være for søerne.
INFEKTION:
”Søerne er døde af shock som følge af infektion (for forståelsens skyld adskilles disse fra shock pga. rådne fostre i børen (kategoriseret som ”Faringskomplikation”), men mekanismen er den samme). 4 af 9 søer kom fra samme besætning med spontan mycoplasma-udbrud og havde tegn på lungebetændelse i varierende grad. Øvrige infektioner var knoglemarvsbetændelse, leverbyld (byld på 3,3 kg i lever - denne so havde også tarmdrejning), blærebetændelse, yverbetændelse og viruslignende lungebetændelse”.
Citat fra rapporten.
TARMDREJNING:
”Hele tyndtarmen drejet ved krøsroden eller dele af tyndtarmene drejet, hvilket har medført en pludselig aflukning af blodcirkulationen med ophobning af blod, vævsdød og vækst af bakterier - søerne er døde af shock som følge af metabolitter fra bakterier/endotoxinæmi samt cirkulationsforstyrrelse”.
Citat fra rapporten.
OVERBELASTNING AF KREDSLØB:
”Søerne er døde som følge af overbelastning af deres kredsløb, hvilket kan ses på de histologiske forandringer i hjerte og lever. Hos én so skønnes fedme (23 mm rygspæk) og høj vægt (390 kg) at være en plausibel forklaring af overbelastningen. Hos de øvrige var der ikke en klar årsagssammenhæng. De to var døde inden faring med hhv. 16 og 35 fostre på hver ca. 1,5 kg i børen”.
Citat fra rapporten.
BRISTNING AF BLODKAR:
”Søerne er døde af forblødning til bughulen eller retroperitonealt. Det var ikke muligt at bestemme, hvorfra blødningerne udgik eller årsagsforhold”.
Citat fra rapporten.
BLØDENDE MAVESÅR:
”Alle maver blev vurderet efter en simpel mavesårsskala med 4 kategorier. 41 søer (77%) havde ingen forandringer, 6 (11%) havde erosioner eller mindre sår, 5 (9%) havde blødende mavesår og én (2%) havde ardannelse med striktur”.
Citat fra rapporten.
23 % af søerne i denne undersøgelse har levet med mavesår.
MILTDREJNING:
”Milten er drejet og rumperet med stor blødning til følge. Soen er død af blodtabet. Man regner med, at et blodtab på 20-40% af det totale blodvolumen er dødeligt (Slauson, 1990). Det svarer til ca. 3 liter hos en diegivende so, der har ca. 14 liter blod (Matte and Girard, 1996)”.
Citat fra rapporten.
VARME:
Hedeslag/dehydrering som dødsårsag omtales ikke i rapporten, men er et velkendt problem i farestalde, hvor der pga. smågrisene ikke er mulighed for at overbruse søerne med vand, som man gør i andre staldafsnit.
Bemærk, hvordan der hver sommer er et peak på kurven. Det skyldes, at mange søer dør af varme/hedeslag i de varme måneder, hvor ventilationssystemerne i staldene ikke er gode nok.
I 2019 skrev Seges i notat 1919:
”Det er velkendt, at sodødeligheden kan stige i sommermånederne. DAKA modtog specielt mange søer i juli og august 2018 i forhold til årets øvrige måneder og i forhold til sommermånederne i tidligere år. En forklaring på dette kan være den varme sommer i 2018, hvor varmen belastede søerne ekstraordinært og dermed førte til en øget dødelighed henover sommeren.”
Flere ubesvarede spørgsmål står tilbage
Er det acceptabelt, at landbruget har normaliseret en produktions- og avlspraksis med så stor dødelighed til følge?
Hvad vil branchen gøre nu, hvor vi sandsynligvis ser ind i varmere og varmere somre i forbindelse med klimaændringer?
Hvad gør Fødevarestyrelsen? Kontrollerer de ventilationssystemernes kapacitet?
Hvorfor tillader besætningsdyrlægerne, at der dør så mange søer af hedeslag / dehydrering i sommermånederne?
Opmerkingen