Robin Wall Kimmerer er professor i botanik ved State University of New York College of Environmental Science and Forestry. Hun skriver om vores forbindelse til naturen med baggrund i hendes tilknytning til indfødtes visdom. Hun skriver blandet andet om begrebet ‘arts-ensomhed’ (‘species loneliness’).
Hun fortæller om et folk på Turtle Island, som levede efter et ‘kincentrisk’ verdensbillede. ‘Kin’ stammer fra ordet ‘kinship’, som betyder slægtskab. Det kincentriske verdensbillede er en filosofi og praksis, som baserer sig på en forståelse af, at det er den samme livskraft, som ‘besjæler’ alting, og binder os sammen i et slægtskab af fx træpersoner, fuglepersoner, menneskepersoner osv. Det er også en forståelse af, at vi alle hænger sammen i en gensidighed af, at vores overlevelse afhænger af hinanden uanset art.
Jo mere vi mister af arter og naturligt liv, jo mere oplever vi en ‘arts-ensomhed’. En følelse af, at vi mister forbindelse til både hinanden og livet omkring os.
Vi befinder os i ‘den sjette masseudryddelse’, fordi vi for nogle hundrede år siden, som bare er et enkelt lille øjeblik i vores arts levetid, glemte denne forbindelse. Kimmerer beskriver det som om, at vi nærmest i en leg stillede os selv spørgsmål om, hvad der dog ville ske, hvis vi satte os på toppen af en artspyramide, og forestillede os, at vores art alene står på toppen af det biologiske hierarki, fundamentalt anderledes og overlegen i forhold til alle andre?
Tænk, hvis en enkelt art, ud af de millioner, der bebor planeten, på en eller anden måde var mere fortjent til Jordens rigdom end nogen anden? Men ikke kun det. Hvad hvis vi oveni også fjernede de økologiske love, som helt naturligt begrænser vækst og forbrug, og siger, at disse regler ikke gælder os. Hvad ville der ske, hvis vi opførte os, som om Jorden ikke var andet end "ting" og at alle disse ting i øvrigt tilhører os mennesker til at bruge, som vi vil?
...at vores art alene står på toppen af det biologiske hierarki. Ordet ‘alene’ siger det hele meget godt. Det er ‘arts-ensomheden’, som defineres af Kimmerer som en følelse af isolation og tristhed, som følge af menneskelig fremmedgørelse fra og udryddelse af andre arter.
Som hun siger:
“Menneskelig exceptionalisme afskærer os fra økologisk medfølelse og sætter den levende verden uden for vores cirkel af moralsk ansvar.”
Så vi tager og tager, og kører blindt afsted på motervejen med 200 km. i timen med hele den levende verden siddende på bagsædet. Heldigvis kan vi begynde at forbinde os. Vi kan hele ‘arts-ensomheden’, som gør os syge og triste. Når vi gør det, opdager vi, hvor naturligt det faktisk føles og er. Måske skal der noget overvindelse til, før vi krammer et træ, lukker øjnene og snuser til det, men når vi virkelig gør det, opdager vi, at det vækker noget inden i os. Vi kender det sted og den forbindelse. Den er en del af vores indre virkelighed.
Denne forbindelse vækker den del af os, som ikke kun ønsker at tage vare på vores planet, men som ikke kan fortsætte med at bidrage til at gøre den fortræd. Den motiverer os til handling. Ikke nødvendigvis at vi aldrig flyver igen eller køber plastik, men hvor vi i langt højere grad handler for bæredygtighed og medfølelse, og bliver en del af den grønne forandring, som naturen, både den ydre, men også den inden i os, kalder på.
Med en vækning af den forbindelse oplever jeg selv, at der ikke følger en følelse af at ‘mangle’ noget, bare fordi jeg ikke køber de samme ting eller lige så meget, som jeg gjorde før i tiden. Jeg oplever at have forbindelse til en hel verden, at være fyldt op indefra og derfra er der ingen følelse af mangel.
Comments