Dem, der producerer dyr på fabrikker, vil gerne have dig til at tro, at det er en succes - en god fantastisk bedrift - at de har fået koen til at producere 5 gange så meget mælk om året, end hvad der er naturligt.
Du synes måske ikke, at tallet 5 lyder af så meget.
Forestil dig en kvinde, som lige har født en baby. Hun producerer den mængde mælk, som babyen har behov for. Hun er øm, og nogle gange løber mælken ud, fordi der nærmest ikke er plads til det. Hun oplever måske, at det faktisk gør rigtig ondt, og måske er hun så uheldig at få betændelse - hvilket rigtig mange kvinder oplever.
Hun har brug for ekstra næring, og hun er sikkert også ekstra træt.
Forestil dig nu, at hun af en eller anden årsag producerede 5 gange så meget mælk. Måske endda meget mere (da 5 jo bare er et gennemsnit pr. ko).
Forestil dig ømheden, den mængde energi, der skal til og alle de komplikationer, som kan ske pga. mængden.
Forestil dig, at bære rundt på den mængde, som langt overskrider, hvad din krop er beregnet til.
Når nu, du ser det for dig, synes du så, det er rimeligt, at lade det ske for en anden?
Kunne du se det ske for en hund? Eller at vi gjorde det mod heste? Ville det være i orden?
Producenterne af dyr kalder koen et “produktionsdyr”. Der er dog ingen dyr, som har en adfærd eller en natur, der er skabt til at være en del af en produktion. Det er ikke deres natur, uanset hvilket label vi putter på dyret.
Det er derfor, at koen lider af diverse “produktionssygdomme”. Det er sygdomme, som er skabt af, at hun er en del af en produktion, som ikke er naturlig for hende, og hvor hendes krop er manipuleret.
Det er sygdomme i hendes sarte, fine og højst specialiserede maver, som tvinges til foder, som hun reelt ikke er skabt til. Det er sygdomme i hendes klove og i yveret - listen er lang.
For at hun kan yde meget, så skal hun ofte gøres gravid. For at gøre hende klar til dette og styre hormonerne, så sultes hun i perioder - restriktiv fodring, kalder de det.
Når du ser billeder af køerne, så læg mærke til deres knogler. Det er tydeligt på vej ind i slagteriet. Ingen af dem har en sund vægt - og det er jo unge dyr. Naturligt kan de blive op til 20 eller mere år. I slagteriet er de mellem 5 og 7 år. Og godt brugte.
Nogle kan dårligt gå selv.
Endelig er der hele den psykiske belastning, som ethvert pattedyr oplever, når deres unger tages fra dem - når de nægtes det naturlige samvær, som hele hendes indre er sat op til efter en graviditet og fødsel.
Hun er ikke et produktionsdyr, og det bliver hun heller aldrig.
Læg mærke til, at DR’s artikel blev rettet fra “millioner køer” til “stykker kvæg”. Ordet “stykker” får mængden til at lyde ‘mindre levende’ på en eller anden måde. Som om, at det er ‘produktionsenheder’, der tales om. I stedet for levende, følende og bevidste dyr.
Det er det, de gør. Industrien. De styrer retorikken, og får os til at tale om dyrene, som om de er allerede døde objekter. Så vi ikke tænker på dem, når vi køber de produkter, som er tvunget ud af dem i fabrikkerne.
Deres teknologifikseri i treparten vil kun gøre det hele værre. Økologi er ikke nødvendigvis bedre.
Måske vi kunne lade være at bruge dyr som produkter, når vi faktisk har andre valg?
Comments