top of page

Betydningen af mishandling og vanrøgt passer ret fint med fabriksproduktion af dyr

  • Forfatters billede: Lisel Vad Olsson
    Lisel Vad Olsson
  • 16. mar.
  • 3 min læsning

Opdateret: for 5 dage siden

Ord fortæller os rigtig meget, men i dagligdagen er det ikke altid, at vi tager dem så bogstaveligt, eller vi tænker ikke helt over, hvad de oprindeligt, sådan rigtigt, peger på. 


Ser vi nærmere på to ord: mis-handling og van-røgt, så bliver det helt tydeligt, i hvert fald for mig, at det er præcis disse ord, som er helt passende at kalde be’handlingen’ af dyr i produktionen af kød, mælk og æg. 


Jeg vil lige vise herunder, hvad vores ordbog siger om disse ord.


Mis-handling

En handling skal forståes som noget, vi gør med vores krop på den ene eller den anden måde. En ‘mis’-handling betyder så, at vi udfører en ‘forkert’, ‘negativ’ eller ‘forfejlet’ handling. En dårlig handling. 





Van-røgt har nogenlunde samme betydning. Røgt betyder noget med ‘omsorg’. 'Van' foran røgt betyder, at den omsorg er fraværende.


Omsorgen mangler. 




Hvorfor er dette vigtigt?


Det er det fordi, at dyrevelfærdsloven siger, at vi skal behandle dyrene omsorgsfuldt under hensyntagen til deres naturlige adfærd og behov.



§ 2. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.



Det er selvfølgelig ikke kun loven, der siger det. Jeg går stærkt ud fra, at det også er vores eget indre moralske kompas, som er helt enig i lovens ordlyd. Ingen af os har vel lyst til at mishandle dyr, vel?



Men er det ikke ret tydeligt for alle, at det ikke er omsorgsfuldt, når man:



  • fikserer søerne i flere dage – både før, under og efter faring samt i løbestalden, hvilket forhindrer soen i at bygge rede

  • ikke tildeler redebygningsmateriale

  • tvinger dem til at være tæt på artsfæller i farestalden, når det er kendt at de under naturlige forhold søger langt væk fra flokken for at bygge rede

  • har avlet søer, der bliver drægtige med alt for mange fostre, hvilket ud over mange døde pattegrise medfører langvarige og komplicerede fødsler, som ofte foregår om natten, hvor der ikke er personale i stalden. Mange søer dør af fødselsrelaterede sygdomme.

  • tager deres unger fra dem – alt for tidligt (3-4 uger) og på et tidspunkt hvor mælkeproduktionen er stor, hvilket er stressende og smertefuldt for soen

  • fodrer dem restriktivt – i flere sammenhænge: efter frarivning af ungerne for at stoppe mælkeproduktionen, under drægtighed for at bremse soens egen vækst, og som polte

  • ikke giver dem frisk luft – og ikke køler dem nok om sommeren jf. tal for dødelighed

  • afholder dem fra at rode i jorden udenfor – og ikke tildeler dem funktionelt rode- og beskæftigelsesmateriale

  • fodrer ufysiologisk med alt for kraftigt og alt for fiberfattigt foder

  • inseminerer dem og altså ikke lader dem udleve naturlig parring

  • holder dem i en produktion, som medfører produktionssygdomme, der ellers ikke forekommer under naturlige forhold (eks. mavesår, organdrejninger, m.m.)

  • ofte sammenblander dyr, der ikke kender hinanden, i stier uden flugtmuligheder, hvilket medfører slagsmål og skader som f.eks. udskridning udover stress.



Den behandling af dyrene, som er beskrevet i disse punkter, er dermed 'mis'handling. Det er 'vanrøgt' jvf. definitionerne.


Det er mishandling og vanrøgt, fordi at ovenstående aldrig kan kaldes for omsorgsfuldt eller noget, der ligner.


Listen er kun i forbindelse med søerne, men en lignende liste kan laves for slagtegrisene, kyllingerne, høns, køer og kalve. Og flere af punkterne kan findes i både økologisk og konventionel produktion.


Du kan kan ikke producere dyr som produkter, også forvente at de oplever "god dyrevelfærd", når enhver produktion i sidste ende skal give et overskud og være så 'effektiv' som muligt. Indtjeningen er nødt til at komme i første række, altid.



Hvis tingene skal forandre sig, så skal:


  • forbrugerne vælge anderledes, ligesom vi gør med USA i øjeblikket!

  • politikerne prioritere plantebaseret kost og sætte andre regler for landbrugsstøtten og andre subsidier

  • de offentlige køkkener prioritere anderledes



Hvis vi ikke ønsker mishandling af dyr i Danmark, så må vi på alle måder holde op med at støtte det.


I øjeblikket er vi meget af optaget af at boykotte varer fra USA, men bør man ikke også boykotte varer produceret på mishandling og vanrøgt af dyr?

bottom of page